Kan det være sclerose trods uændret MR scanning og normal rygvæske
d. 10 december 2013

Jeg er 52 år, og jeg har siden jeg fik mit første barn - da jeg var 16 år - haft mange attak-lignende tilstande med kraftnedsættelse, snurren i hænder og fødder, følelsesløshed, føleforstyrrelser, kramper, tågesyn og svimmelhed. Det varer oftest 2 - 4 uger, og jeg har det så "normalt" et stykke tid inden næste attak. Ligeledes er jeg meget plaget af en ekstrem træthed og udtrættes hurtigt. En scanning for 7 år siden, viste mange "pletter" foreneligt med MS, kunne alternativt være multiple infarkter i et antal over 30. Jeg fik så foretaget en rygmarvsprøve som ikke viste noget. Derfor er jeg ikke diagnosticeret endnu. Enkelte af symptomerne er nu blevet kroniske. Derfor vil jeg da meget gerne vide, om jeg mon har sclerose, og hvad der kan gøres ved det? Jeg har lige fået en ny scanning med samme resultat som for 7 år siden.

Hvis det er sclerose, ville der være en stor risiko for, at der var kommet nye læsioner i hjernen på 7 år. Selv om det ikke er tilfældet, udelukker det ikke sclerose. Det gør normal rygvæskeundersøgelse heller ikke, selv om det kun forekommer hos ca. 10% af patienter med sclerose. Man kan gentage rygvæskeprøven, idet forandringerne kan være tilkommet siden sidst. Og man kan lave nerveledningshastighed af synsbanerne og nervebanerne til/fra arme og ben, og se om der er forsinkelse i signalet eller nedsat signal. Endelig kan man prøve at udelukke andre forklaringer, f.eks. sarcoidose med en blodprøve og et røntgenbillede af brystkassen. Så man har mulighed for at intensivere jagten på en diagnose. Jeg foreslår, at du taler med din neurolog om det.

Skrevet d. 10 december 2013