Kan det være bivirkning ved Modafinil

Jeg har haft progressiv sclerose i ca. 10 år. Har de seneste 5 år taget Modafinil, og har været rigtig glad for dette, da det har hjulpet mig til at kunne holde mig vågen. For ca. 1 år siden begyndte jeg at få problemer med fejlsynkning samt talevanskeligheder. Det er værst op ad dagen, og for det sidstes vedkommende giver det mig store problemer i kommunikationen med andre mennesker. Det er selvfølgelig en mulighed, at det skyldes selve sygdommen, men det er også fremført at Modafinil kan give såvel talebesvær som synkebesvær. Er det muligt, at mine problemer kan skyldes medicinen og hvis, hvordan erfarer jeg dette bedst - stoppe med det/skifte til andet præperat eller hvad kan du foreslå?

Jeg har ikke oplevet patienter med de bivirkninger på Modiodalbehandling, men talebesvær er nævnt som en sjælden bivirkning i produktresumeet. Sandsynligheden for at det er led i progression af sclerose, vurderer jeg er langt større. Progression af sclerose ses ofte efter nok i snit 8-12 års sygdom.
Du kan evt. prøve at udtrappe Modiodal i en periode og se om det hjælper.
 

Skrevet d. 16 august 2014