Kan øjenlægen dokumentere synsnervebetændelse
d. 22 november 2009

Kan en øjenlæge se på øjnene hvorvidt man har været ramt af synsnervebetændelse?

Når man underviser lægestuderende siger man ofte, at ”når patienten intet kan se og øjenlægen heller intet (underforstået unormalt) kan se, skal man tænke på synsnervebetændelse”.

Dette hentyder til at når øjenlægen kigger med et såkaldt oftalmoskop (en håndholdt, centreret lampe) ind på synsnervehovedet, ser dette normalt ud i de fleste tilfælde, fordi betændelsen ligger længere tilbage i synsnerven. Men man kan påvise enten nedsat syn, nedsat farvesyn, nedsat kontrastfølsomhed eller påvirket synsfelt som følge af synsnervebetændelsen.

Det kræver, nogen gange, specielt følsomme tests.

Man kan som regel også se at pupillen har svært ved at holde sig sammentrukket, når man lyser ind i øjet, eller at synsnervehovedet enten er lidt opsvulmet (i starten) eller lidt afbleget, som tegn på tab af nervetråde (efter nogle uger til måneder).

Så, som hovedregel, er der noget galt ved mindst en af de nævnte undersøgelser, ligesom der ofte udløses ømhed ved tryk på øjet (dette gøres med øjet lukket).

I tvivlstilfælde kan man benytte en nerveledningsundersøgelse (VEP) til at bekræfte en aktuel eller tidligere synsnervebetændelse, men det udstyr har en øjenlæge ikke.

Skrevet d. 22 november 2009