Kalket til ved lumbalpunktur
d. 31 oktober 2013

Ved en lumbalpunktur sagde ham der tog den, at jeg var meget "kalket til". Det spurgte jeg så efterfølgende min MS sygeplejeske om, hvad han mon mente med det! Det kunne hun ikke svare på. Jeg er tjekket for knogleskørhed, og det har jeg ikke, så nu tænker jeg, om det måske er mine blodårer han mener. Kommer man i kontakt med blodårer ved en lumbalpunktur? Og hvis det er forkalkede blodårer, så er det vel temmelig alvorligt? Jeg er kun 43 år.

Det er nok sagt lidt slagagtigt, og det har ved en lumbalpunktur ikke noget med forkalkning af blodårerne at gøre, så du skal ikke være forskrækket over det. Der kan ske nogle ændringer af knoglernes struktur f.eks. med alderen, og hos nogle ældre kan det f.eks. medføre mindre plads i det rum rygmarven er omgivet af, og på den måde give symptomer ved f.eks. foroverbøjning. Der kan også komme mindre afstand mellem ryghvirvlerne, og så er det alt andet lige sværere at føre nålen på plads, da nålen jo skal føres ind i mellemrummet mellem ryghvirvlerne. Man støder da oftere på knogle på vej ind til det hulrum, rygvæsken befinder sig i. Det behøver ikke at være noget med alder eller sygdom at gøre, vi er jo alle bygget forskelligt.

Skrevet d. 31 oktober 2013