Kæmpenatlysolie og hørfrøolie
d. 22 november 2009

Min scleroseramte datter har i et par år benyttet kæmpenatlysolie ved firmaet DinSundhed (300 kroner for 1/2 liter). På den sidste ordre måtte jeg vente 3 måneder på levering - uden at kune komme i seriøs kontakt til firmaet - så DinSundhed vil jeg ikke handle med mere.

Hos Kvickly har jeg så i dag (for 100 kroner) købt 1/2 liter kombineret hørfrø & kæmpenatlysolie fra Urtekram.

På flasken er indholdet pr. 100 gram nævnt som følger:

Mættede fedtsyrer 9 gram, Enkeltumættede fedtsyrer 19 gram, Flerumættede fedtsyrer 65 gram, Linolensyre (omega 3) 49 gram, Linolsyre (omega 6) 15 gram.

På firmaets hjemmeside, www.urtekram.dk, nævnes dette nye produkt fra juni 2009, men jeg kan ikke finde nogen dybere beskrivelse af produktet.

Mit spørgsmål er nu: Vil du mene, at min datter kan skifte olien fra DinSundhed ud med olien fra Urtekram?

Kæmpenatlysolie indeholder 72% linolsyre, som er en omega-6 fedtsyre som er livsnødvendig. Kæmpenatlysolie indeholder også 9% gammalinolensyre også betegnet GLA, som også er en omega-6 fedtsyre, og som kun findes i få andre plantefrø, som for eksempel fra hjulkrone og solbær.

Hørfrøolie indeholder overvejende omega-3 fedtsyrer af typen alfalinolensyre, hvilket også er en livsnødvendig eller essentiel fedtsyre. Hørfrø indeholder 58% alfalinolensyre og hørfrøolien har sandsynligvis det samme niveau af denne fedtsyre. Derudover oliesyre, som er en omega-9 fedtsyre, der også findes i olivenolie og rapsolie og næsten lige så meget af en omega-6 fedtsyre.

Det er uhyre vigtigt, at få disse livsnødvendige fedtsyrer, enten via kosten eller på anden vis.

Når kæmpenatlysolie skiftes ud med et blandingsprodukt af kæmpenatlysolie og hørfrøolie, vil fedtsyrerne også blive ændret og i dette tilfælde vil der blive mere alfalinolensyre (omega-3) og oliesyre (omega-9) i forhold til tidligere.

Behovet for hvilket blandingsforhold mellem kæmpenatlysolie og hørfrøolie, der er optimalt  er givetvis individuelt og afhænger af hvordan olierne hidtil har været sammensat.

Omega-3-fedtsyrer er sandsynligvis de vigtigste i forbindelse med MS. Der er ikke fuldstændig enighed om hvorvidt  omega-3-fedtsyrerne skal komme fra for eksempel hørfrøolie eller fiskeolie, dog mener mange, at omsætningen af omega-3-olier fra fiskeolie er enklere, fordi denne omsætningsvej er kortere til de lokalt virkende hormonlignende stoffer (eicosanoider), som har betændelseshæmmende effekt.

Generelt vil det altså være at foretrække at omega-3-fedtstofferne kommer fra fede fisk og fiskeolie/levertran.

Kæmpenatlysoliens indhold af GLA vil mange opleve ligeledes har en gavnlig effekt på betændelsestilstanden. Olier på flydende form er efter al sandsynlighed lettere at optage end olier, der er på kapselform, fordi kapslen først skal nedbrydes før optagelsen kan finde sted.

Mit forslag er, at man afprøver den nye kombination af olie og søger at finde ud af hvilken effekt denne blanding har i forhold til det produkt man tidligere tog. Alternativet er at kombinere et produkt med GLA med fiskeolie eller levertran.

Skrevet d. 22 november 2009