Job ved siden af førtidspension
d. 22 november 2009

Er det ikke rigtigt husket, at flexjob ikke gælder for førtidspensionister efter den gamle ordning?

Jeg har fået en sindetskrivelse, fra min arbejdsgiver gennem 35 år, om fyring. Min ansættelse omfatter 10 timer ugentligt på almindelige vilkår - arbejdstiden blev blot nedsat til de 10 timer i år 2000, hvor jeg ikke magtede mere på grund af sclerosetræthed m.v.

Jeg tror det bliver mere end svært at finde et nyt job på kun 10 timer ugentligt, med den diagnose og det behov for eget kontor, som jeg har (behovet om eget kontor skyldes at jeg også er letafledelig, det vil sige at jeg mister let koncentrationen).

Jeg forstår dit spørgsmål sådan, at du modtager førtidspension efter reglerne før 1.1.2003, at du har udnyttet din restarbejdsevne med 10 timer ugentligt, og at du har været aflønnet med normalløn indenfor dit arbejdsområde. Jeg forstår det også sådan, at det er begrundet i dine helbredsmæssige forhold, at afskedigelse er kommet på tale.

Jeg går ud fra, at du modtager mellemste førtidspension, og at din indkomst påvirker pensionsberegningen. Alt afhængig af indtægtens størrelse og dine økonomiske og sociale forhold (gift/samlevende/enlig) i øvrigt, vil en ændring af din indkomst muligvis påvirke pensionsberegningen. Beregning kan ske på www.pensionsguiden.dk.

Hvorvidt det vil være aktuelt med løntilskud til din arbejdsgiver ved jeg ikke. Jeg vil dog gøre opmærksom på reglerne i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats §§ 63 - 68. Det er i givet fald din kommune, der skal træffe afgørelse om betingelserne for løntilskud er opfyldt. Tilskuddet udgør p.t. max 22,56 kr. pr. time.

Igen forudsat, at du modtager mellemste førtidspension vil der muligvis være mulighed for vurdering af forhøjelse af din førtidspension til højeste førtidspension. Ud over vurdering af de helbredsmæssige og andre forhold i øvrigt vil der være en aldersgrænse for tilkendelse af højeste førtidspension, idet denne pension ikke kan tilkendes personer over 60 år.

Fleksjob kan kun bevilges til personer, der ikke modtager førtidspension.

Jeg er ikke klar over om du fortsat er faglig organiseret - ellers vil du have mulighed for vejledning der.

Skrevet d. 22 november 2009