Jern, D-vitamin m.v
d. 22 november 2009

Jeg har for nylig fået diagnosen Primær progressiv sclerose, og vil derfor gerne høre dig om følgende: Gælder de samme kostråd for denne form for sclerose, som for de former der er præget af attaks?

Jeg har desuden købt Kräterblut (urte/jern-eleksir), fordi det før har hjulpet mig mod træthed. Nu har jeg læst, at jern kan fremme betændelsestilstanden, og er derfor blevet i tvivl om denne urteeleksir er skadelig?

Jeg tager till daglig fiskeoliekapsler og Vitamun. Skal dette suppleres med D-vitamin?

De kostråd der bliver foreslået til attakvis sclerose bliver også anvendt til primær progressiv sclerose.

Ofte har man foretaget undersøgelser på attakvis MS, idet man kan sige at her er det nemmere at holde øje med både forværringer og forbedringer af sygdomsstituationen.

"Ved B12-mangel kan der selv hos patienter uden tegn på anæmi være funktionel B12-mangel i CNS..." (side 16 i   praktisk klinisk vejledning udgivet af Dansk Selskab for Forskning i Multiple Sklerose, 2005.)

Så i forbindelse med træthed vil jeg foreslå dig at få undersøgt p-cobalamin, vitamin B12 via egen læge, idet dette kan være årsag til trætheden. Det er jernforbindelsen, der virker betændelsesfremmende, men hvis du har jernmangel, må der selvfølgelig gøres noget ved det.

Mit forslag er at du får det afdækket via egen læge. Kvinder i den fødedygtige alder i DK har udbredt jernmangel, så hvis du hører til denne gruppe er det sandsynligt. Kräuterblut er et godt bud på at ændre denne situation.

Der er meget andet end jern, der kan øge inflammationstilstanden, for eksempel sukker, som generer langt flere mennesker end jernforbindelser, så vidt jeg kan vurdere.

Afhængig af hvor meget fisk du spiser er det bestemt et godt bud, at spise fiskeoliekapsler. I den norske undersøgelse af Nordvik et al. fra 2000, får deltagerne ca 1 g EPA+DHA pr dag. Se på emballagen og find ud af hvor mange kapsler det svarer til for det produkt du tager.

Med hensyn til D-vitamin vil jeg bestemt foreslå du får det målt via egen læge. Det er forbindelsen 25-hydroxy-D-vitamin, 25-OH-D, som du skal have målt. Det optimale niveau diskuteres, men ingen skal ligge under 50 nmol/l. I forhold til sunde knogler vurderes 75-80 nmol/l hele året at være det optimale. Der er mange, som ligger lavt her. Tilskud på i al fald 20-25 mcg pr dag hele vinteren anbefales, gerne sammen med noget kalk og noget magnesium, afhængig af den øvrige kost.

Det kunne for eksempel være i form af: OmniX 2 stk, her vil du få 20 mcg D-vitamin, 200 mg kalk og 100 mg magnesium. Derudover fungerer OmniX som et vitamintablet med ekstra mineraler og vitaminer og erstatter hermed Vitamun som vitamin- og mineraltablet.

Vitamun indeholder rød solhat, dog i lille mængde, men kan nok ikke helt frikendes for at kunne påvirke den autoimmune situation hos MS-ramte.

Skrevet d. 22 november 2009