Gå til hovedindhold

Jeg vil så gerne hjælpe min far

Spørgsmål

Jeg er en pige på 15 år, og min far har sclerose, jeg prøver virkelige at gøre alt for at hjælpe ham, men syntes godt det kan være lidt svært. Hvad kan jeg gøre for at hjælpe ham bedre, uden han bliver sur over den mindest lille ting? Jeg er lidt forvirret, for det er lidt svært.

Svar

Din far må være glad for at have en så sød og omsorgsfuld datter som dig. Du er kærlig og vil så gerne bedre det for din far.
Men det lyder også som om det er et meget stort ansvar og en stor opgave at tage på sig at bedre det for ens far, når man er 15 år. Det er jo nu du gerne skulle have fokus på dit eget liv med venner, skole og aktiviteter.
Jeg vil sige det ligeud - selvom jeg godt ved at det er lettere sagt end gjort: Det er FOR stor en opgave at tage på sig som 15 år og barn af en forælder med sclerose. Der er mange unge, der kan genkende det du skriver, og som er kede af det og bekymrede for deres syge fars ellers mors trivsel. Og der er mange af jer, der vil give meget for at kunne hjælpe jeres far eller mor.
Du fornemmer jo at din fars utilfredshed og surhed handler om, at han er ked af det og vred over sin sygdom. Det har han svært ved at styre, og så går det ud over dig/de nærmeste. Men der er en ting til du skal forstå. Det er, at sclerose kan medføre det der kaldes "en kort lunte". En kort lunte kommer af træthed, men også af problemer med at "holde på" følelserne. Så man let koger over. Det er altså et symptom på sclerose, og det er rigtigt vigtigt at du forstår, at dette ikke er din skyld . Det er sygdommens skyld, og der er reelt ikke noget du kan gøre - ud over at forstå og respektere at han skal have pauser og kunne trække sig væk fra situationer, som stresser ham. Han er formentlig ikke så god til at tackle mange indtryk på en gang, eller at blive fastholdt i stressede situationer.

Jeg synes at det er vigtigt, at du har nogen, du kan tale med dette om, og jeg vil virkelig anbefale dig at snakke med en af psykologerne i Scleroseforeningen. De er gode til at forklare og støtte. Du kan selvfølgelig også have stor glæde af at snakke med din mor eller en anden voksen, du kan betro dig til og rådføre dig med i dagligdagen. For det er svært ikke at blive ked af det, når det er sådan - som du beskriver - hjemme hos jer. Men det er nemmere, når man får støtte fra voksne, man kan tale med, og det er også nemmere, hvis man ved at din far får hjælp af andre voksne til at tackle de vanskeligheder han har med kroppen og med humøret.
Så pas godt på dig selv og sørg for at snakke med nogle, der forstår hvad sclerose kan medføre.