Jeg ryster i andres nærvær
d. 22 november 2009

Jeg er 62 år gammel og har haft sclerose i 42 år. Min sclerose giver sig udslag i rysten, koordinationsbesvær, tale- og gangbesvær.

I forbindelse med sådan som jeg oplever min sclerose, har jeg tit undret mig over et par ting:

Når jeg skriver på pc, er der normalt ingen problemer, men så snart nogen står og ser på, ryster jeg og har svært ved at ramme tasterne. Tilsvarende forværres problemerne, når jeg drikker sort kaffe (hvis der er fløde i, er der ingen ekstra problemer), når det trækker samt i visse perioder.

Hvad kan årsagen hertil være? Er der desuden noget jeg kan gøre, for at afhjælpe dette?

Jeg kan forstå at sclerosen giver dig rysten (tremor) og koordinationsbesvær og at det forværres, når du bliver presset, for eksempel når du skal præstere noget i andres nærvær, eller har drukket kaffe.

Det sker også for mange raske mennesker, at man ryster på hånden, når man er presset, eller hvis man har drukket for meget kaffe.

Man kan dæmpe disse symptomer med noget medicin, en såkaldt beta-blokker, for eksmpel Propranolol, i en startdosis på 40 mg x 2 dagligt.

Du kan snakke med din læge om at prøve behandlingen og finde den dosis, der passer dig bedst.

Skrevet d. 22 november 2009