Jeg føler mig presset
d. 10 juli 2012

Jeg har MS og fik diagnosen sidste år. Jeg er kommet igang med et jobtræningsforløb, hvor der skal vurderes om jeg er egnet til flexjob.

Jeg er der pt fra kl. 8-12 hver dag minus mandag, der er jeg til ridefys. Jeg havde pga udmattelse anmodet om at få 1-2 uger fri her i sommerferien, men har fået afslag. Det gør at jeg føler mig mere og mere presset. Jeg har på kort tid tabt mig 1,5 kg - mistet alt appetit - jeg er udtrættet og fået svære ved at fokusere, min balance er blevet forværret er mere svimmel og irritabel, har mindre overskud fordi jeg simpelthen har brug for et pusterum.

Jeg har gået hjemme i et halvt år fra jeg fik diagnosen til slut maj, og er så pludselig startet 16 timer om ugen, det er hårdt psykisk og fysisk. Jeg er blevet mere indelukket og trækker mig tilbage fra mennesker jeg ikke kender. Jeg tænker på om min risiko for attack er forøget, ved at jeg føler mig så presset?

Stress og MS er undersøgt videnskabeligt, hvor man har vist, at en række dagligdags former for stress i højere grad forekom i en 4 ugers periode op til et scleroseattak. Andre forskere har vist at psykisk stress også kan spille en rolle i forbindelse med sygdomsudvikling.

Der er imidlertid også studier, der ikke kan påvise en sikker sammenhæng mellem stress og MS og det er formentlig også meget individuelt, hvordan man reagerer på stress og hvilken karakter den stress har. "Gamle symptomer" kan hos nogen også føles forværrede, hvis man presses fysisk eller psykisk, hvor de normale kompensationsmekanismer i kroppen svækkes. Dette er ikke et udtryk for, at der er aktivitet i sygdommen, men er som sagt et udtryk for, at ressourcerne er begrænsede og tilstanden vil normaliseres, når presset lettes. Kort sagt er der ingen simpel sammenhæng mellem stress og symptomer ved MS.

Skrevet d. 10 juli 2012