Jeg er nysgerrig på naturmedicin

Jeg har været under udredning i 2 år, og fik så konstateret sclerose for 6 måneder siden. Jeg kæmper meget med træthed, og synes bare jeg er så døsig og mangler energi hele tiden. Mine blodprøver er normale hver gang, så der skulle ikke være nogle mangler.

Jeg er blevet meget nysgerrig på natur medicin, da jeg ikke er tilhænger af det skrappe medicin jeg modtager fra sygehuset. Jeg får Tecfidera 2x dagligt og Modafinil mod min træthed. Jeg synes ikke, jeg har en effekt af Modafinil mere efter min opstart på Tecfidera. Kan Tecfidera modvirke virkningen af Modafinil? Sygehuset siger bare, at det tror de ikke.

Jeg vil gerne prøve at få min krop i balance via naturlige midler, men hvor skal man starte, synes det er en jungle. Er der nogle artikler eller mulighed for rådgivning hos jer, som kan hjælpe mig lidt på vej? Jeg har hørt, at progesteron skulle have en positiv virkning på myelinet omkring nerverne, at det skulle kunne reparerer og gendanne myelinet, er der noget om det?

Det er ikke tidligere beskrevet, at Tecfidera kan påvirke effekten af Modafinil, og der er heller ikke grund til at tro, det skulle være tilfældet ud fra stoffernes virkningsmekanisme. Der må derfor være en anden forklaring på, at du ikke længere oplever, at Modafinil har effekt.
Morten Blinkenberg, neurolog

Jeg kan godt forstå, at du finder at naturmedicin er noget af en jungle, det er det også. Grundlæggende kan det siges, at der ikke er nogle kosttilskud eller naturmedicin der med sikkerhed har vist, at kunne hæmme progressionen i MS. Det kan enten skyldes, at de ganske enkelt ikke virker, men det kan også blot være fordi, at de endnu ikke er undersøgt godt nok. Før vi accepterer et stof som værende til gavn for en sygdom, så skal det gerne have vist at have en effekt i kliniske forsøg. Rent praktisk, vil det kræve, at vi tager en gruppe MS patienter og giver dem naturmedicin og følger dem i flere år, og sammenligner deres progression med dem der ikke fik tilskuddene. Selv om det lyder som et nemt forsøg, så er det ekstremt dyrt og svært at lave den slags forsøg, hvorfor de stort set ikke laves.

Så der kan meget vel være en del tilskud derude, der rent faktisk kan have en effekt, uden at vi ved det. Når vi så skal afgøre, om vi skal tage et tilskud eller ej. Skal den første overvejelse altid være, om det er sikkert. I Danmark har vi nogle af de strengeste regler for kosttilskud og urter, så det er her sjældent et problem, men man skal være varsom med tilskud købt i udlandet, særlig USA, hvor der nærmest ingen regulering er. Dernæst skal man vurdere, om der er en mulighed for, at et tilskud kan have en gavnlig effekt. Når man læser på forskellige sider på internettet om tilskud til MS-patienter, så er anbefalingerne næsten altid på baggrund af, at stoffet har vist sig at have den dæmpende effekt på immunforsvaret, hvilket tit beskrives som en anti-inflammatorisk effekt. Det åbner selvfølgelig muligheden for, at de kan være til gavn for patienter med MS, men det er her vigtigt, at forstå at det jo grundlæggende er uvist.

Progesteron som du spørger ind til, har vist at have en beskyttende effekt på nerverne ved at udøve en lokal dæmpende effekt på immunforsvaret omkring nerverne. Så der er her en chance for, at det kan have en gavnlig effekt når det kommer til MS, men om det er tilstrækkeligt til, at man som patient vil kunne mærke en forskel, vides endnu ikke. Progesterontilskud er uden nævneværdige bivirkninger. Så jeg synes ikke, at der noget i vejen for, at man giver det et forsøg. Der er dog ikke desto mindre en klar risiko for, at man spilder sin penge. Ved mange andre sygdomme, kan man ret hurtigt mærke om et tilskud vil have én effekt også vurdere om det pengene værd, det er bare så svært ved MS, da det er én så langsomt udviklende sygdom, så man vil under alle omstændigheder ikke vide om progesteron gør hverken fra eller til.

Når jeg skal vejlede MS-patienter, så synes jeg at det vigtigste er at vejledninger er sundhedsfremmende, uanset om de har en effekt på MS eller ej. Inflammation, spiller ikke kun en rolle i MS, men spiller også en rolle i kræft, hjertekarsygdom og en lang række andre sygdomme, så at dæmpe inflammation vil under alle omstændigheder være sundhedsfremmende. Den bedste måde at dæmpe inflammation på, er dog ikke at tage urter eller kosttilskud, men det er en sund livsstil. Særligt kosten er det absolut vigtigst for at holde inflammation nede. Så det er også kosten, hvor det er vigtigst at sætte ind. Generelt kan det siges, at det der fremmer inflammation, er fedt, sukker, salt, kød, æg og mejeriprodukter. Ligesom det er kendt, at alt hvad der hæmmer inflammation kommer fra frugt, grønt, bønner og fuldkorn. Så en ideel anti-inflammatorisk kost er én som stort set udelukkede består af planter og med så få forarbejdet, fedtrige og animalske produkter som muligt. Hertil anbefaler jeg at få så mange antioxidantrige stykker frugt og grønt som muligt. Her er det vigtigst at gå efter de stærke farver, når man handler, da det siger meget om indholdet af antioxidanter. Så køb rødløg frem for hvide løg, rødkål frem for hvidkål, sorte bønner fremfor hvide bønner også videre. Få også gerne bær, grønt bladet grønt, samt nødder og frø hverdag.

En sund livsstil indeholder også, at man ikke stresser for meget. Vi kan se, at når vi stresser, så producerer kroppen færre antioxidanter, som så igen kan føre til mere inflammation. Det er måske derfor, at meditation som effektivt til at dæmpe stress, i nogle studier har vist at have en god effekt for MS-patienter. Jeg anbefaler 20 minutters meditation dagligt. En god måde at starte er ved at finde en god app, der kan guide en. En aktiv livstil gør også meget for inflammation, men studier har vist at hård motion, kan virke meget udtrættende, når man har MS. Derfor anbefaler jeg, at man blot forsøger, at få en rask gåtur hver dag, eller anden form for blid træning, hvilke kunne være yoga eller pilates.

Disse livsstils ændringer vil på baggrund af den forskning vi har, med stor sandsynlighed have større chancer for at kunne have en positiv påvirkning på MS, end nogle af kosttilskud og naturmedicin som vi nu kender til. Derudover, vil de også fører til en generelt forbedret sundhed, mere velvære og energi. Når det kommer til tilskud, vil jeg meget gerne vejlede så godt, som jeg kan, men jeg kan oftest kun fortælle om de er sikre, og om der er begrundet mistanke om, at de kunne være gavnlige.
Jeg håber det gav lidt klarhed.
Tobias Schmidt Hansen
Læge specialiseret i alternativ og komplementær medicin

Skrevet d. 3 marts 2016