Gå til hovedindhold

Is

Spørgsmål

Vi har lavet en del om i kosten, for at følge scleroseforeningens vejledning i forbindelse med kost. Både min mand og jeg er dog meget glade for is, og jeg har fundet en light is, fra Hjem IS, som min mand er rigtig glad for. Spørgsmålet er bare: Må han få den?

Nedenstående er den information der gives om isen og dens indhold:

Mælkeis med jordbærsmag og jordbærrippel (11 %), uden tilsat sukker. Sødet med aspartam, indeholder en fenylalaninkilde.

Ingredienser: Skummetmælk, polydextrose, jordbærrippel (jordbærkoncentrat, maltitol, vand, hyldebærkoncentrat, surhedsregulerende middel (natriumcitrat, citronsyre, ascorbinsyre), stabilisator (pektin, carrageenan), aroma, sødemiddel (aspartam)), fløde, maltodextrin, vallepulver, glycerol, emulgator (mono- og diglycerider af vegetabilske fedtsyrer), stabilisator (guargummi, natriumalginat, johannesbrødkernemel), aroma, farve (rødbedefarve), sødemiddel (aspartam 30 mg/100 g).

Kan indeholde spor af nødder.

Næringsindhold pr. 100 g: Energi 420 kJ/100 kcal, protein 2,0 g, kulhydrat 12 g (sukker 0 g), fedt 4,5 g (mættede fedtsyrer 3,2 g), kostfibre 11,6 g, natrium 118 mg.

Nettovægt/volumen: 69 g/120 ml – 10 stk.

Bemærk at oplysningerne er vejledende. Der henvises til produktets emballage.

Næringsindhold pr. 100 gram: Kulhydrat 12 g gram, fedt 4,5 g gram, protein 2,0 gram og energi 420 kj/100 kcal.

Allergitabel: Peanuts: Nej, nødder: Spor af, mælk incl. laktose: Ja, æg: Nej, sojabønner: Nej, kornprodukter indeholdende gluten: Nej.

Svar

Et udgangspunkt for at vurdere om man kan spise en given fødevare og stadig spise efter sunde kostråd til scleroseramte er, at vurdere varens indhold af fedtstof og her specielt indhold af mættet fedt. Det totale indhold af fedt er 4,5 g, heraf 3,2 g mættet fedt. Hvis en portion udgør 100 g får man jo derved 3,2 g mættet fedt. Hvis portionen er det dobbelte får man så 6,4 g mættet fedt. Mængden af mættet fedt afhænger af portionens størrelse.

Det tilrådes at mængden af mættet fedt maximalt udgør 10-15 g pr dag i en MS-kost. Nu kender jeg jo ikke kostvalget i den øvrige kost, men jeg vil foreslå at der ikke spises over 200 g af den nævnte is, idet der også vil være lidt mættet fedt i andre fødevarer, selvom indholdet er lavt.

En anden mulighed for is, er jo selv at fremstille et islignende produkt af frugt. På den måde får man mere frugt og mindre af de øvrige indholdstoffer i en is som den du nævner.

I kogebogen , af Oscar UmahroCadogan finder du, på side 241, følgende opskrift på Hindbær-dadelis (opskriften er til 4 personer).

Du skal bruge:

300 gram frosne hindbær,

250 gram dadler uden sten, hakket groft (store økologiske dadler er de bedste, efter min mening).

En knivspids vanillepulver (fra Urtekram - kan købes i helsekostbutikker- ikke vanillesukker).

½ tsk stødt kanel.

½ tsk stødt kardemomme.

Så let er det: Put samtlige ingredienser i en kraftig blender. Blend i et par minutter, til du har en tyk is med lidt grov konsistens. Serveres med det samme.

Holdbarhed: Isen kan ikke fryses, men skal spises lige med det samme. Du kan dog holde den på køl i 30 minutter i køleskabet eller fryseren. Den må bare ikke gennemfryses, så der dannes krystaller.

Fif: Hindbær kan erstattes med jordbær, solbær eller en blanding af bær. Blåbær er dog ikke så velegnede, da de er for ”tynde”, og isen bliver sjasket i stedet for fed og cremet. Dadlerne kan delvist erstattes med abrikoser eller svesker. En smule citronsaft og –skal eller appelsinsaft og –skal er ikke af vejen. (brug økologiske frugter, når du benytter skallen på citrusfrugter). Nogle af bemærkninger er nogle jeg har tilføjet.

Når man holder af is kan det muligvis også skyldes man har lyst til noget fedt. Så jeg vil lige rette opmærksomheden på at man har brug for at få fedtstof selvom man spiser efter MS-kostrådene. Heri indgår jo også fed fisk, eventuelt tilskud af levertran eller fiskeolie, samt gerne olivenolie til brug i maden.