Interferon, depression og stofskiftesygdomme
d. 25 marts 2013

Vedrørende Interferon behandling: I bogen "DISSEMINERET SCLEROSE - en bog for patienter, pårørende og behandlere" skrevet af Per Soelberg Sørensen, Mads Ravnborg, Agnete Jønsson kan jeg læse at visse patienter ikke tilbydes behandling med Interferon, hvis de har alvorlige depressioner eller specielle stofskiftesygdomme.

Vil I venligst redegøre for hvordan I definere "alvorlig" i forhold til depression og - ikke mindst - hvilke stofskiftesygdomme der er tale om. Jeg er i livsvarig behandling med antidepressiver, og jeg er også så uheldig at have Basedows sygdom - udover at have sclerose.

Som du nævner, er det vigtigt at undersøge for alvorlig depression og stofskiftesygdom, inden man starter behandling med interferon-beta.

Hvad angår depression, vil det være et lægeligt skøn der afgør, hvorvidt den er så alvorlig, at man ikke kan starte behandling. Sædvanligvis vil man ikke starte interferon-beta behandling, hvis depressionen ikke kan kontrolleres medicinsk med antidepressiva, eller hvis der er selvmordstanker.

Hvad angår stofskiftesygdomme, er det hovedsageligt de autoimmune sygdomme i skjoldbruskkirtlen man tænker på. Disse kan enten komme til udtryk, når man starter behandling med interferon-beta, eller etablerede sygdomme i skjoldbruskkirtlen kan eventuelt forværres. Hvis stofskiftet skulle "komme ud af balance", kan det dog korrigeres medicinsk og udgør ikke noget problem i praksis. Basedows sygdom er en autoimmun sygdom i skjoldbruskkirtlen, men hvis den er velreguleret, og du allerede er i interferon behandling, er der ikke noget at være bekymret for.

Skrevet d. 25 marts 2013