Ingen væske ved lumbalpunktur
d. 29 august 2017

Jeg har været med min kusine til lumbalpunktur for nylig. Hun blev stukket 3 gange - 2 gange i liggende stilling og 1 gang siddende. Problemet var at der ikke kom noget væske ud. Hvad kan forklaringen være på dette, og kan det forebygges inden næste gang med f.eks at drikke endnu mere væske eller andet?

Hvis man ikke får noget væske ud ved en rygmarvsvæske-prøve (lumbalpunktur), skyldes det formentlig, at den bindevævssæk som rygmarven ligger i, og som indeholder væsken, er forskudt eller slutter højt i rygmarvskanalen. Man stikker sædvanligvis kun lavt i lænden, da risikoen for komplikationer her er meget lille. Løsningen i de fleste tilfælde er, at man stikker i røntgen-gennemlysning, så man kan kontrollere nålens placering i forhold til de forskellige strukturer omkring rygmarven. Det hjælper ikke noget at drikke mere vand, og man kan desværre ikke forberede sig på anden måde.

Skrevet d. 29 august 2017