Ingen symptomer og plak i rygmarven
d. 22 november 2009

Jeg er en 38-årig kvinde, som ved en MR-scanning fik diagnostiseret plaks (som ses hos sclerosepatienter) fra min nederste nakkehvirvel og tre ryghvirvler ned i rygmarven.

Jeg har fået diagnosen encehalitis, men neurologen kunne ikke udelukke at jeg på et tidspunkt kunne udvikle sclerose. Jeg har enormt svært ved at accepterer denne uvished. Lumbalpunktur og nervestimuli-undersøgelse har intet vist. Desuden har jeg på intet tidspunkt haft symptomer (jeg blev MR-scannet, på baggrund af vedvarende hovedpine).

Mit spørgsmål er nu: Har du eventuelt hørt om andre med lignende "symptomer", og ved du om det er en slags forstadie til slclerose?

Hvis man har haft neurologiske symptomer og der er konstateret karakteristiske forandringer ("plak") på en MR skanning, er der risiko for, at man kan udvikle sklerose på et senere tidspunkt, se også Klinisk isoleret syndrom (CIS). Hvis der kun er få plak på MR-skanningen og hvis rygmarvsvæske-undersøgelsen er normal, falder risikoen for at få sklerose dog betydeligt.

Jeg kan ikke sige noget mere konkret om dit tilfælde, da jeg ikke kender dit forløb og dine undersøgelsesresultater i detaljer. Med forbehold for dette vil jeg dog alligevel sige, at hvis du ikke har haft reelle neurologiske symptomer og du kun har diskrete MR-forandringer i din rygmarv, er sandsynligheden nok meget lille, for at det vil komme igen.

Skrevet d. 22 november 2009