Ingen effekt af anti-spastisk medicin

Jeg har sekundær progressiv sclerose og vil gerne høre, hvad der er af mulig medicin mod spasmer/kramper. Jeg har store problemer med mit hoftebøj, når jeg prøver af løfte benene, så kan jeg mærke at krampen går igang, og benene strækker sig ud, og det gør det umuligt at gå. Jeg har talt med min fys om det, og hun er sikker på, at det er spasmer/kramperne, der er årsagen til min meget dårlige gangfunktion.

Jeg har prøvet forskellige mediciner mod mine spasmer/kramper men uden effekt. Det jeg har prøvet er Sirdalud Retar med fuld dosis. Sativex og Baklofen. Jeg har tænkt meget på baklofen-pumpen, men hvad er jeres erfaring med den? Eller findes der noget andet, der måske kan hjælpe mig?

Det er vigtigt, at du bliver set af en neurolog med specialviden indenfor spasticitet, hvilket bedst sker på din MS klinik. Her skal man sikre sig, at du har prøvet den antispastiske medicin (Baklofen, Sirdalud, Sativex) i de rette doser, givet på de rigtige tidspunkter af døgnet. Hvis det ikke har hjulpet, må man overveje, om du kunne have gavn af botox indsprøjtninger i særligt spastiske muskler, hvor antispastisk medicin ikke har tilstrækkelig effekt. Hvis intet af dette hjælper, og du er meget generet af de spastiske symptomer, kan man overveje baklofenpumpe.

Den indopereres under huden på maven, og en plasticslange føres til rygmarvskanalen, således at baklofenen indsprøjtes omkring rygmarven. Man kan derved opnå en meget stor effekt ved en meget lille dosis baklofen og undgå bivirkninger. Pumpen kan fyldes ved at stikke en kanyle gennem huden på maven, og pumpen kan reguleres via en computer. Der er gode erfaringer med baklofenpumpebehandling her i landet, hvor operationen udføres på universitetsklinikker. Baklofenpumpen gives sædvanligvis til mennesker, som er meget invalideret af spastiske lammelser, og det er sjældent, den bruges til mennesker, som har bevaret gangfunktion, da medicinen, udover at dæmpe spasticiteten, også kan forværre funktionen i benene. I sidste ende vil behovet for baklofenpumpe afhænge af din neurologs vurdering.

Skrevet d. 11 maj 2015