Gå til hovedindhold

Ingen ambulant kontrol

Spørgsmål

Jeg skriver fordi jeg mildest talt føler mig både rådvild men også i den grad ignoreret af mit hospital.

Jeg fik min diagnose i 2007, og i de første par år var jeg på medicin, men efterhånden blev det klart at jeg ikke reagerede særlig hensigtsmæssig godt på den, så jeg blev taget af den igen. Fik så at vide at jeg nu kun skulle til kontrol en gang årligt, for at der var styr på hvordan sygdommen udviklede sig. Det fandt jeg også helt fint og ganske tilforladeligt. 

De sidste 2 gange hvor jeg har skullet til kontrol, har det været en kamp, fordi de hver gang siger at der ikke er ressourcer til at hive folk ind en gang om året, så er det sådan set lige meget hvad lægen har skrevet i min journal, for sygeplejersken er helt kold.

Oven i har jeg i slutningen af september været en tur i en MR-scanner, fordi jeg tidligere på året døjede med nogle slemme smerter i armene, men heller ikke her kan jeg få noget svar fra hospitalet. Jeg har haft ringet derop, men får kun at vide at lægen har fået oplysningerne, og at jeg snart får besked. Jeg har fortsat ikke hørt noget fra dem, det er nu snart 3 uger siden. 

Svar

Det er et stort problem, at de nødvendige ressourcer generelt set ikke er tilstede, således at alle mennesker med MS, kan blive set af en MS læge med jævne mellemrum. Jeg kan desværre ikke se nogen umiddelbar løsning på dette problem og vi må håbe på, at der i fremtiden er vilje til, at bemande landets MS klinikker, således at behovet kan dækkes.

Hvad angår din MR skanning er det helt nødvendigt, at du får besked om resultatet, så du kan få afklaret, om der skal ske en ændring i din behandling.