Gå til hovedindhold

Influenzavaccine og Methotrexat behandling

Spørgsmål

Min mand er i Methotrexat behandling for primær progressiv sclerose. Vi overvejer influenza vaccination, idet han fik det dårligt sidste år med influenza. Jeg har læst på jeres side at generelt anbefales vaccination for MS patienter. Men jeg har så læst på Methotrexate produkt; resume at 1) det immunologiske respons på samtidig vaccination kan nedsættes og 2) samtidig brug af levenede vaccine kan forårsage alvorlige antigen reaktion.

Hvad vil I anbefale med hensyn til influenzavaccination i dette tilfælde? Vores praktiserende læge har henvist os til at konsultere jer.

Svar

Det er rigtigt, at vi generelt anbefaler influenza vaccine til mennesker med MS, men hvis man er i immunbehandling med kemoterapi fx. Methotrexat, kan effekten af vaccinen være reduceret, da de immunprocesser der gør en modstandsdygtig, bliver hæmmet af kemoterapien. Hvis din mand er i lavdosis Methotrexat, hvilket er det mest almindelige ved MS, er betydningen nok ikke så stor, men det kan stadig være, at han ikke er beskyttet helt så godt af influenza vaccinen som andre mennesker.
Influenza vaccine er ikke en levende vaccine, og derfor behøver I ikke bekymre jer om antigenreaktioner i den forbindelse.

Min anbefaling vil derfor være, at han får sin influenza vaccine som han plejer, forudsat at det er lavdosis Methotrexat, han er i behandling med.