Inflammation og MS
d. 17 december 2013

Der er for tiden en del fokus på inflammations rolle i alt fra smårifter til hjertekarsygdomme, ligesom det vistnok også længe har været aktuelt vedrørende MS. Men hvad ved man om sammenhængen mellem inflammation og MS? Er det fordi der opstår inflammation i hjernen, at nogle udvikler MS eller er det omvendt? Er der flere slags inflammation, sådan forstået at alle mennesker har mere eller mindre inflammation forskellige steder i kroppen, men ved MS’ernes specifikke inflammation er det myelin som angribes i hjernen? Kan graden af den inflammation sige noget om sygdomsaktivitet i MS? Hvis man ikke har særlig inflammation, betyder det så at sklerosen er i ro, og man så bare har de skavanker, som er samlet sammen tidligere i sygdomsforløbet?

Inflammation, eller på dansk betændelse, er en immunreaktion der kan udløses af en række forskellige årsager. Betændelse kender vi alle fra inficerede sår på huden, hvor området omkring såret bliver rødt, varmt, hæver op og gør ondt. Den reaktion opstår fordi immunsystemet aktiveres og derved beskytter os mod infektionen. Men betændelse kan også udløses uden infektion, f.eks. hvis immunsystemet fejlkodes og angriber os selv. Immunsystemet ser i disse tilfælde dele af vores egen krop som noget "fjendtligt". Den fejl sker ved MS, men også ved en række andre såkaldt autoimmune sygdomme, som f.eks. kronisk leddegigt, hvor leddene angribes, Crohns sygdom, hvor tarmen angribes og stofskiftesygdomme, hvor skjoldbruskkirtlen angribes.

Ved MS er teorien, at immunsystemet fejlkodes til at angribe et protein i hjernens fedtvæv (myelin), da det til forveksling ligner et virus, og derfor skal udryddes. Afhængig af hvor godt eller hvor dårligt kroppen selv kan begrænse denne fejl, vil sygdommen forløbe mildt eller alvorligt, og på den måde er der et forhold mellem graden af inflammation og sygdomsudvikling. Sclerosemedicin dæmper inflammationen og bremser derved sygdommen, så kroppen har mulighed for at hele op igen. Graden af opheling vil dog være afhængig af, hvor lang tid sygdommen har varet og stor skade der er sket. Derfor anbefales det, at starte behandling mod sclerosen så tidligt i forløbet og så effektivt som muligt.
 

Skrevet d. 17 december 2013