Indretning og ændring
d. 22 november 2009

Min kæreste og jeg står i den situation, at vi pt. bor vi i lejebolig, men nu har kigget på hus. Grundet vores økonomiske situation, jeg er førtidspensionist og min kæreste er social- og sundhedshjælper, er vi ikke i stand til at købe et dyrt hus. Vi er derfor nødsaget til at købe et hus i 2 plan, da det er det vi har råd til. Mit spørgsmål er: såfremt vi køber dette hus, er kommunen så berettiget til at fjerne dørtin, samt til at give mig en lift så jeg kan komme op på 1.sal?



Jeg kan oplyse, at flytningen foregår inden for den samme kommune. Jeg kan også oplyse, at der på 1.sal kun er 2 værelser, hvor mine 2 børn opholder sig.

Jeg vil anbefale dig at kontakte kommunens ergoterapeut før I køber huset. Ergoterapeuten vil kunne vejlede dig angående hvilke nødvendige boligindretninger, kommunen kan gå ind i. Det er ikke givet, at kommunen vil finde en lift nødvendig. Reglerne om boligindretning fremgår af lov om social service § 116, hvor det fremgår, at kommunen skal yde hjælp til indretning af bolig, til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretning er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet om opholdssted for den pågældende.

Fjernelse af dørtrin, og andre små ændringer, er der som hovedregel ikke problemer med, men kommunen skal lave en helhedsvurdering, hvor alle aspekter bliver inddraget, og det vil derfor også være kommunen, der lægger niveauet om hvorvidt "boligen er bedre egnet", med eller uden adgang til 1. sal, for dig. Kommunen har en generel rådgivningsforpligtelse omkring disse forhold.

Skrevet d. 22 november 2009