Gå til hovedindhold

Indlæring og fysisk træning

Spørgsmål
Jeg er en ung pige på nu 17 år, der har haft stillet diagnosen multiple sclerose siden jeg var 13 år.

Jeg har nogen spørgsmål tænkt i relation til min uddannelse: Findes der noget dokumentation for at scleroseramte har sværere ved at indlære og huske ting, end mennesker der ikke har sclerose? Og til sidst: Kan fysisk træning være med til at hjælpe én med at indlære?
Svar
Du spørger blandt andet, om der er dokumentation for, at personer med multipel sklerose (MS) kan få problemer med at indlære og huske. Til det kan siges, at det er veldokumenteret, at nogle personer med MS får problemer med indlæring og hukommelse.

Det er således ikke alle personer med MS, der får de nævnte problemer, ligesom sværhedsgraden varierer. Nogle personer får ganske lette problemer med indlæring og hukommelse, mens andre får mere alvorlige problemer. Det er velkendt, at personer, der har svært ved at koncentrere sig og holde opmærksomheden, får sværere ved at indlære og dermed huske.

Koncentrationsbesvær kan have mange årsager, som for eksempel smerter, tristhed, bekymring, træthed m.m., men kan også skyldes skleroseskader i hjernen.

Hos personer med MS er der ingen dokumenteret effekt af fysisk træning på kognitive funktioner, som for eksempel indlæring og hukommelse.

Der er noget der tyder på, at fysisk træning har en positiv effekt på humør og træthed hos personer med MS, og kunne dermed give en oplevelse af bedre koncentration. Der findes enkelte undersøgelser, der tyder på, at regelmæssig fysisk aktivitet bedrer det kognitive funktionsniveau hos ældre mennesker, og det kunne måske også være tilfældet ved MS, men det er ikke tilstrækkeligt undersøgt.

Regelmæssig fysisk aktivitet - tilpasset den enkelte person - vil altid være gavnligt. Tilsvarende er det vigtigt, at en person bruger, vedligeholder og prøver at bedre sine kognitive færdigheder.