Gå til hovedindhold

Indikation for neuropsykologisk undersøgelse

Spørgsmål
Jeg har MS og er 32 år. Jeg er hovedsagligt ramt på de kognitive områder.

Jeg har mange mange gange spurgt min neurolog, om ikke jeg kan få foretaget en neuropsykologisk test, men han er meget afvisende hver gang. Det føles som om, at jeg nu hvor jeg har en diagnose, så er det ikke interessant for ham at bruge mere tid på mig. Jeg overvejer at skifte læge og sygehus.

Mener du, at det er for meget forlangt at bede om en test? Jeg tror, det vil give mig klarhed over ting jeg tvivler meget på, samt nogle værktøjer til at strukturere mit liv bedre.

Jeg er selvstændig med tilkendt flexjob i egen virksomhed, og har svært ved det.
Svar
Hvis der er mindste mistanke om, at du eller en anden person med multipel sklerose (MS) har kognitive problemer, vil det være relevant at få det nærmere afdækket ved en neuropsykologiskundersøgelse.

Jeg har gennem årene mødt mange personer med MS, som oplevede kognitive vanskeligheder, som for eksempel koncentrationsbesvær eller glemsomhed, og den neuropsykologiske undersøgelse viste ingen tegn på kognitive svigt.

Oplevelsen af kognitive problemer kan skyldes bekymringer/tristhed, overopmærksomhed på for eksempel glemsomhed, eller de oplevede kognitive problemer kan være led i en træthedsproblematik. Det kan være en lettelse at få klarhed over disse forhold.

Der er også nogle personer med MS, hvor den neuropsykologiske undersøgelse viser lette kognitive svigt på enkelteområder. Selv om det "kun" er lette tilkomne vanskeligheder, er det sædvanligvis en stor fordel at begynde at benytte sig af kompenserende strategier.

Det vil efter min mening altid være en fordel at kende egne stærke og svage sider, så der kan trækkes på de stærke og om muligt kompenseres for de svage. Dette kan også være energibesparende, hvilket ofte er aktuelt for personer med MS, som hyppigt er generet af træthed eller hurtig udtrætning.

Vi ved jo, at der på mange af landets neurologiske afdelinger er begrænsede neuropsykolog-ressourcer, og derfor kan det nogle steder være sværere at få foretaget en neuropsykologisk undersøgelse. Men der burde jo være ens muligheder for alle personer med MS - uanset, hvor i landet de bor.

Jeg synes, at du venligt skal insistere på at få udført en neuropsykologisk undersøgelse og samtidigt begrunde, hvorfor du synes, at det er relevant. Du kan for eksempel give nogle eksempler på, hvilke kognitive vanskeligheder du oplever i dagligdagen.