Indhentning af lægeoplysninger
d. 13 december 2011

Overlæges udarbejdelse af statusattest til kommune som på baggrund af forældet tilladelse indhenter statusattest. Har overlægen ret til at udarbejde statusattest på det ovenfor nævnte grundlag? Har overlægen ret til at udarbejde statusattest uden at informere mig/min tilladelse? Patientombudet er usikker og synes jeg skal klage.

Jeg tager udgangspunkt i, at du har en verserende sag i din kommune om en forsørgelsesydelse. Det kan være, at du modtager sygedagpenge og der er behov for udarbejdelse af resurseprofil med henblik på det videre forløb. Du har i den sammenhæng skrevet under på tilladelse til indhentning af oplysninger.

Efter forudgående samtykke (retssikkerhedslovens § 11a) kan kommunen forlange, at andre offentlige myndigheder (sygehuse, læger m.fl.) giver oplysninger om den pågældende, der er nødvendige for at behandle sagen. Hvis du ikke giver dette samtykke betragtes det som om du ikke medvirker til sagens oplysning og sagen afgøres i givet fald på det foreliggende grundlag.

Statusattester rekvireres typisk i sager om revalidering, fleksjob og førtidspension. Det er sagsbehandleren, der på anmodningen skriver om den aktuelle problematik og med baggrund heri beder om konkrete helbredsoplysninger. Statusattester anvendes, hvor der er behov for en kortfattet beskrivelse af patientens situation og er baseret på de oplysninger, som lægen i forvejen har om patienten. Patienten bliver ikke indkaldt. 

Statusattesten skal indeholde en kort beskrivelse af den aktuelle sygdom samt andre relevante oplysninger (sygehistorie, diagnoser, igangværende behandling) samt vurdering af helbredsforholdenes betydning for sagen.   Hvis lægen ikke har set patienten for nylig og ikke mener sig i stand til at udfylde en statusattest kan anmodningen returneres ubesvaret.  

Skrevet d. 13 december 2011