Indbetaling af pensionsbidrag

Jeg er ansat i fleksjob 16 timer om ugen på den gamle ordning. Det går lige akkurat. Der er fyrringsrunder på mit arbejde, og jeg kan jo miste mit job. Hvis jeg nu bliver opsagt, og får et andet fleksjob på den ny ordning, hvad sker er så med min pensionsordning? Min arbejdsgiver betaler jo til min pension, og jeg betaler også selv et beløb pr. måned oveni for at sikre en rimelig supplerende førtidspension, hvis det skulle blive nødvendigt.

Du kan orientere dig nærmere om regler for fleksjob gældende efter 1.1.2013 her på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside. Ved ansættelse i fleksjob efter 1.1.2013 udbetaler arbejdsgiveren løn i forhold til den arbejdsindsats, der ydes på arbejdspladsen og pensionsbidrag i forhold til ansættelsesgrad og overenskomst. Det betyder i praksis et mindre beløb til indbetaling på pensionsordningen. Ved beregning af fleksløntilskud skal tilbageholdes 5% af fleksløntilskuddet, max 500 kr. pr. md til indbetaling til ATP.

Jeg vil anbefale dig at kontakte dit pensionsselskab for nærmere vejledning vedr. manglende indbetaling af pensionsbidrag. Nogle selskaber har mulighed for præmiefritagelse, men det skal du selv helt konkret forhøre dig om.
 

Skrevet d. 2 marts 2015