Immunglobulin efter fødsel
d. 22 november 2009

Er der mulighed for at få immunglobulinbehandling i barselsperioden?

Jeg var med i forsøget tilbage i 2002 - om det virkede, eller jeg også ville have haft det godt uden behandlingen, ved jeg selvfølgelig ikke. Nu er jeg imidlertid gravid for 2. gang og vil gerne modtage behandlingen igen.

Behandling med immunglobulin (antistoffer oprenset fra blodplasma fra tusindvis af bloddonorer) har vist sig at være effektiv til behandling af en række neurologiske sygdomme. Effekten ved sklerose er mere usikker, men en del undersøgelser har vist en positiv effekt, mens andre undersøgelser ikke har kunnet påvise en gavnlig effekt.

Under graviditeten vil sygdomsaktiviteten falde ved sklerose, mens der i de første måneder efter fødslen er øget sygdomsaktivitet.

Der findes flere, små undersøgelser, der tyder på at denne opblussen kan dæmpes ved behandling med immunglobulin. Undersøgelserne er dog små, og er ikke af den kvalitet, der for eksempel er grundlaget for behandling med beta-interferon.

Behandlingen tilbydes dog fortsat, på blandt andet Rigshospitalets Scleroseklinik, hvis man inden graviditeten har været i behandling med sklerosemedicin, eller har haft sygdomsaktivitet (attakker) i året inden graviditeten eller under graviditeten.

Behandlingen gives i et drop i hånden, og gives første gang 2 uger inden planlagt fødsel og derefter hver 4. uge indtil amningen ophører, og behandlingen med den almindelige sklerosemedicin kan genoptages.

Det er erfaringen på Rigshospitalet, at patienter, der får denne behandling, undgår øget sygdomsaktivitet efter fødslen.

Skrevet d. 22 november 2009