Ikke tilmeldt pensionsordningen gennem min arbejdsgiver, hvad så
d. 22 juni 2011

Hvordan stiller jeg mig i forhold til at det firma jeg er ansat i, ikke havde sørget for at have pensions- og forsikringsforhold i orden ved starten af mit ansættelsesforhold? Konsekevnsen heraf er, at jeg ikke kan få udbetalt forsikring for kritisk sygdom.

Situationen er den, at jeg blev ansat 1/4/2008 og fik diagnosen MS den 29/4/2008. Pension og forsikringer trådte først i kraft pr. 1/5/2008. Der mangler derfor et par dage.

Er der nogen forældelsesfrist for et sådan forhold? Er der noget jeg kan gøre?

Virksomheden du er ansat i, har indgået en pensionsaftale med et pensionsselskab. I den aftale kan der være påført at nye ansatte indtræder ved ansættelse, efter 3 måneder, efter 6 måneder osv. Din kontrakt med firmaet skulle gerne afspejle det aftalte indtrædelseskriterie, ellers har firmaet begået en fejl.

 

Såfremt der står i din ansættelseskontrakt, at du skal være omfattet af pensionsordningen fra dag 1, kan der stadig, i betingelserne hos pensionsselskabet, være en karenstid ved kritiske sygdomme. Det vil sige at kritiske sygdomme, for eksempelvis, først dækkes når man har været omfattet af dækningen i 1 måned, men det er forskelligt fra pensionsselskab til pensionsselskab. Hvorfor det altså ikke er noget jeg kan komme nærmere, ligesom det er svært at svare entydigt på, uden at kende de respektive kontrakter/aftaler.

 

Man kan sige, at såfremt du reelt skulle være omfattet af pensionsordningen pr. 1.4., men virksomheden ved en fejl har tilmeldt dig for sent, burde du stå godt i en eventuel sag. Men inden du kontakter en advokat med speciale i erstartningsret, kan du måske have glæde af at tale med Forsikring  & Pension, der yder noget rådgivning i denslags sager, se mere på www.forsikringogpension.dk.

Skrevet d. 22 juni 2011