Gå til hovedindhold

Ikke i stand til læse når trætheden melder sig

Spørgsmål
Jeg har problemer med det ene øje: Jeg kan ikke læse når jeg bliver træt. For at kunne læse, skal jeg da helst lukke det ene øje. Jeg var til lægevagt med mit problem og blev derefter henvist til et hospital, hvor der blev chekket for regnbuehindebetændelse (hvilket jeg har lidt af i ca. 20 år). Ifølge prøverne var der dog intet at bemærke, hverken på synsnerven eller synet. Hvorfor bliver det ved - kan det være en virus eller lignende?
Svar

Det er sjældent muligt at stille diagnoser ved elektronisk rådgivning, og jeg kan derfor ikke sige hvad der er galt. Du skriver ikke om du ser dobbelt (så det går jeg ud fra at du ikke gør). Dobbeltsyn er dog ofte forklaringen på at man foretrækker at se med kun ét øje, da dobbeltsynet ofte kun er til stede ved blik med begge øjne.

 

En mulig forklaring på dine klager kan være let påvirkning af synsnerven, som man kan se ved sclerose uden at der har været tale om akut synsnervebetændelse. Er der lavet VEP (det vil sige, at du har set på en skærm med skakbrætmønster i bevægelse)? Det vil kunne bekræfte nedsat nerveledningshastighed som tegn på synsnervepåvirkning. Man kan dog også se samme resultat hos patienter med sclerose uden synsklager.

 

Man siger som slang at ved synsnervepåvirkning "kan patienten intet se og lægen heller ikke se (noget galt i øjet...)", da forandringerne oftest sidder bag øjet. Det er kun den allerforreste del af synsnerven, som man kan se gennem pupillen.