Hyppige blærebetændelser
d. 8 september 2012

Jeg har et spørgsmål ang. blærebetændelse. Jeg har døjet med det siden juli måned, og har pt. lige afsluttet tredie pillekur. Jeg fik først Selixid, så Lococid og til sidst Ampicillin. Skal på mandag ned og have urinen tjekket igen.

Nu er min frygt så, hvad hvis den ikke er væk endnu? Jeg har læst tidligere, at man ikke anbefaler gentagne behandlinger, men hvad så?
Er meget ramt af det i mine ben, og træner hårdt for at få gang i dem igen. Problemet er bare, at min læge ikke ved meget om det, så jeg håber at kunne få et svar denne vej.

Desværre har jeg ikke noget simpelt svar til dig. Nogle kvinder har tilbøjelighed til hyppigt gentagne blærebetændelser, og det samme gælder scleroseramte.

Heldigvis plejer dårlige perioder at gå over igen. Sker det ikke, bør man henvises til undersøgelse af blære og nyrer. Vi ved at utæthed for urin, dårlig blæretømning, dårlige toiletvaner, forstoppelse og en lang række sygdomme disponerer til urinvejsinfektion. Mange af disse tilstande kan afhjælpes helt eller delvist. Er dette ikke muligt, kan lægen overveje at give en forebyggende langtids behandling med en lille dosis på en tablet daglig ved sengetid.

Forskellige bakterier skal behandles med forskellige lægemidler.  Lægen har derfor brug for at undersøge urinen for bakterier, således at han/hun kan vælge en virksom medicin mod blærebetændelsen.
 

Skrevet d. 8 september 2012