Hyppig katetertilstopning
d. 6 november 2011

Jeg har haft sclerose siden midten af 1960’erne, og startede i 1995 med at bruge uridom indtil for godt 2 år siden, hvor jeg blev fast kateterbruger.
Sidste sommer begyndte det at stoppe til, og det skete altid efter jeg var kommet i seng. De seneste måneder er kateteret stoppet til hyppigere. Jeg skyller nu kateteret med saltvand morgen og aften og drikker daglig 2½ - 3 liter vand, og alligevel stopper kateteret til hver 3. til 6. dag.
Jeg veksler mellem 2 forskellige slags forebyggende medicin mod blærebetændelse.
Hvad kan jeg gøre mere?

Jeg vil anbefale, at du bruger et kateter af ren silikone størrelse 16 med 5 ml i ballonen (10% glycerinopløsning). Kateteret skal skiftes med regelmæssige mellemrum, inden det taber sine gode egenskaber. Hos folk, som ikke har problemer med tilstopning, kan skiftningerne gøres hver 3. måned, mens det hos dig er nødvendigt med hyppigere skiftninger med måske 4 – 6 ugers mellemrum.
Du skal fortsætte med at skylle. Formålet med blæreskylning er, at hvirvle et eventuelt bundfald i blæren op, så det kan blive skyllet ud. Det kan kræve skylning med en vis kraft og med store væskemængder. Her er de små plastflasker næppe tilstrækkelige. Endvidere er det fint at drikke rigeligt.  

Derimod skal du ikke tage forebyggende medicin mod blærebetændelse (antibiotika). Det vil ikke gavne, og det vil betyde, at dine bakterier i urinen bliver resistente (modstandsdygtige). Jeg vil anbefale, at du bliver undersøgt for blærebundfald og blæresten, som ville kunne forklare dine hyppige kateterstop. Det kan gøres med ultralyd undersøgelse.

Skrevet d. 6 november 2011