Hvornår kommer stamcellebehandling
d. 23 februar 2016

Jeg er interesseret i at få informationer om, hvornår man forventer, at det bliver muligt at få stamcellebehandling i Danmark. Jeg er også interesseret i at høre, om det er muligt at deltage i et forsøg i forbindelse med forskningen.

Som du kan se i et tidligere svar om stamceller "Immunterapi og stamceller mod MS", er der forskellige typer af stamcellebehandling, hvor immunstamcellebehandling (også kaldet blodstamcellebehandling) allerede bruges, men kun i tilfælde med meget aggressiv MS med attakker, hvor anden behandling ikke har haft tilstrækkelig effekt. Grunden til at behandlingen kun bruges i begrænset omfang er, at man skal gennemgå en knoglemarvstransplantation, inden man får sine blod-stamceller tilbage, hvilket er et meget belastende forløb, som også kan være livsfarligt.

Forsøg med mesenkymale stamceller (gives uden forudgående knoglemarvstransplantation og der er ingen kendte alvorlige bivirkninger ved behandlingen) forventes først afsluttet i 2017 og svar på undersøgelsen nok først i 2018. Derefter vil der med al sandsynlighed være behov for nye undersøgelser, før reelle behandlingstilbud kommer på tale. Der er derfor desværre ikke udsigt til, at stamcellebehandling mod MS, bliver indført i større stil, indenfor den nærmeste fremtid. Aktuelt er der ingen nye forsøg i støbeskeen, men eventuel plads på fremtidige forsøg, vil blive meddelt gennem Scleroseforeningen eller landets MS klinikker.
 

Skrevet d. 23 februar 2016