Hvorfor rygmarvsvæske-undersøgelse
d. 22 november 2009

Jeg har fået stillet den endelige diagnose på MS, som opfylder de internationale regler, på baggrund af 2 MR-scanninger, hvor der sås forværring i den sidste scanning, samt et attak i sommers. Min synsnerveundersøgelse viste intet.

Jeg har valgt ikke at få en rygmarvsvæske-undersøgelse, hvilket min neurolog fortsat gerne vil have, at jeg får foretaget. Mit spørgsmål er nu: Hvilke yderligere informationer vil man kunne få ud af at få foretaget en rygmarvsvæske-undersøgelse?

Som du beskriver, kan man diagnosticere dissemineret sklerose, hvis man har haft et anfald med karakteristiske symptomer og to MR-skanninger, foretaget med 1 måndes mellemrum, viser tegn på en aktiv sygdomsproces (mindst 9 pletter med karakteristisk fordeling ved første skanning og tilkomst af mindst en plet efter en måned).

Hvis man finder tegn på sklerose i rygmarvsvæsken, nedsættes kravet til de forandringer der ses på MR, for at kunne stille diagnosen (kun to pletter ved første skanning, men stadig tilkomst af mindst en plet efter en måned).

Rygmarvsvæske-undersøgelsen har, ligesom MR skanning, en høj diagnostisk sikkerhed (ca. 95% har tegn på sklerose i rygmarvsvæsken), men udelukker desuden en række sygdomme, der kan give skleroselignende symptomer, som ikke sikkert kan afvises ved MR. De to undersøgelser tilsammen giver således en meget høj diagnostisk følsomhed og udelukker med stor sikkerhed andre årsager til dine symptomer.

Skrevet d. 22 november 2009