Hvorfor kan jeg ikke tegne en livrente
d. 22 november 2009

Jeg er en ung kvinde på 30 år. Jeg har haft sclerose i 6 år. Ekstrem mild grad, så jeg føler mig 100 % rask, men sidder altså med diagnosen på mine papirer.
Jeg har fået mit første arbejde - som arkitekt. Min pensionskasse vil kun tilbyde en alderspension, hvor jeg egentlig havde ønsket at få en livrente. Jeg har allerede opsparet ved denne pensionskasse i et år, men først nu orienterer de mig om mine særlige vilkår. Kan du anbefale mig et pensionsselskab, hvor det vil være muligt at få en livrente?


Hvad anbefaler I almindeligvis scleroseramte i forhold til pension - findes der en magisk kasse, som er fordelagtig? Jeg er jo også så ung, at jeg ikke har haft tegnet en kritisk sygdoms forsikring. Kan du anbefale et selskab, der evt. vil tegne en forsikring for mig, hvor sclerosen ikke bliver dækket, men alle andre kritiske sygdomme vil blive dækket?

Benævnelsen "alderspension" i en pensionskasse dækker normalt over en livrente, så mit bedste gæt er faktisk, at du er blevet tilbudt et rent opsparingsprodukt på baggrund af din helbredssituation, og at der er tale om en livrente uden forsikringsdækninger ved sygdom og dødsfald, men det er svært at svare uddybende på ud fra de oplysninger jeg har fået.


Iøvrigt vil du kunne tegne livrente i alle selskaber - blot som indskudsbetalt og dermed uden helbredsoplysninger. Mit bud er dog, at der inden 1. januar (ny skattereform med 100.000 kr.-grænse) vil blive etableret præmiebetalte livrenter i mange selskaber, som kan etableres uden helbredsoplysninger, hvor de så laves uden præmiefritagelse og f.eks. med grundlagsrenten eller lign. som eneste "forsikringselement".


Angående kritisk sygdom tror jeg det bliver svært at tegne også med en klausul omkring sclerose, men jeg synes du skal kontakte et selskab eller to og forhøre dig om muligheden.

Skrevet d. 22 november 2009