Hvorfor ikke bruge MIS416
d. 10 november 2014

Jeg har netop læst om det nye middel MIS416, som virker mod både attakvis og sekundær progressiv sclerose. Det er ikke helt færdigtestet, men medicinen har haft så god effekt, at de spms-testpersoner, der har deltaget i forsøget, fortsat får MIS416 tilbudt "on compassionate grounds", altså fordi det ville være ubarmhjertigt at nægte dem en medicin, som de får det meget bedre af, blot fordi den ikke er helt færdigtestet endnu. Ikke overraskende er mit spørgsmål så, hvornår vi kan vente os MIS416 i Danmark? Der er mig bekendt endnu ingen medicin, der effektivt kan hjælpe folk med sekundær progressiv sclerose, så alene af den grund er MIS416 jo banebrydende. Derudover vil det jo være smart at kunne sætte rrms-patienter, der har haft sygdommen i 10 år eller længere, på MIS416 også, da man jo så ikke længere skal bekymre sig om, om disse patienter er gået i den sekundære fase eller ej, da medicinen jo virker i begge tilfælde. For yderligere information kan man læse en artikel på MS-UK.

Du har ret - det lyder fristende med et potentielt lægemiddel som MIS416, selvom det ikke er afprøvet i større studier- hvorfor så ikke bruge det? Som du nævner, kunne det bruges til "compassionate use", f.eks. til mennesker med fremskreden MS, hvor der ikke er andre behandlingsmuligheder. Desværre er der alt for mange historier om udvikling af MS medicin, hvor forhastede konklusioner drages og der behandles med stoffer, der i bedste fald ikke virker og er ufarlige, i værste fald har negativ effekt og er risikable.
Jeg var selv nært vidne til afprøvning af MBP8298, hvor tidlige resultater gav håb om effekt på progressiv MS, og flere mennesker med MS blev compassionate users. Flere år senere, viste den afgørende store multinationale medicinafprøvning (fase 3 studie) imidlertid absolut ingen effekt og hele projektet blev kasseret. Det er derfor vigtigt, at afvente sikre resultater når nye lægemidler afprøves, hvor effekten skal dokumenteres, før medicinen tages i brug.
 

Skrevet d. 10 november 2014