Hvorfor forværres MS, når man ikke får attakker

Hvordan kan det være at sygdomssymptomerne forværres, når man ikke får attakker?

Det er svært at give et meget enkelt svar på dit spørgsmål, men overordnet set, kan det bedst forklares sådan her: Ved attakvis MS aktiveres sygdommen primært i blodbanen/lymfesystemet og andet væv der varetager immunreaktioner, hvor immuncellerne fejlagtigt kodes til at angribe hjernen og rygmarven. Når man får et attak, vil de aktiverede (MS kodede) immunceller, bryde igennem barrieren mellem blodet og hjernen og strømme ind i nervevævet. Attakkerne kan bremses, ved at give medicin, der først og fremmest virker i blodet, eller andre steder hvor der findes immunceller, så man rammer de celler, der kan starte attakket.

Når sygdommen har angrebet mange gange, eller har haft en "stum" startfase, vil de immunceller, der allerede er kommet ind i nervesystemet, langsomt etableres og stadigt nedbryde nervevævet. Den del af sygdommen kaldes progressiv MS og giver ingen attakker. Progressiv MS er desværre også meget svær at behandle, med den medicin vi kender i dag.
 

Skrevet d. 7 december 2014