Hvordan tackler vi mors aggressive adfærd
d. 24 marts 2015

Jeg skriver vedrørende min mor på 60 år. Hun har haft sclerose, siden hun var i 20'erne. Fysisk er der ikke noget at mærke på hende (hun er meget god til at skjule evt. problemer som nedsat kraft i armene og balanceproblematikker). Hun har arbejdet som folkeskole lærer i bl.a. dansk, men blev pensioneret for 2-3 år siden, da hun bl.a. ikke kunne skelne børnene fra hinanden. Det der fylder meget lige nu, er hendes irrationelle vrede mod min far og mig. Hun isolere sig i hjemmet, og der forpester hun min fars dagligdag. Hun mener virkeligt ikke, at det er hende der er noget galt med - og derfor behøver hun heller ingen behandling - men os der konspirere imod hende.

Jeg aner ikke, hvad vi skal gøre. Min far har prøvet alt, men intet hjælper. At italesætte problemerne overfor hende er som at smide benzin på bålet. Et eller andet sted tænker jeg, at min far burde forlade hende, og at hun så må passe sig selv. Min far ønsker sig af mig, at jeg "lægger mig fladt ned og tager imod", men jeg tror ikke på, at det løser noget i det lange løb. Hun vil ikke have medicin, hun vil ikke gå til psykolog. Hvad skal vi gøre? Er det hendes sygdom? Vil situationen ikke bare bliver værre som tiden går, når hun jo ikke vil behandles?

Dine spørgsmål og følelser er meget relevante, og nogle du har tilfælles med andre der er børn, hvor en af forældrene har sclerose.
Jeg kan forstå, at din mor gennem hele din opvækst har haft sclerose. I den seneste periode har du og din far tacklet din mors tiltagende aggressive adfærd og isolering og nu i en grad, så du oplever, at hun forpester særligt din fars hverdag. Du skriver, at I har forsøgt alt og din mor afviser, at hun har behov for hjælp og at det i øvrigt heller ikke er hende der er noget i vejen med. Din situation er meget vanskelig, og jeg forstår både din store frustration og din sorg. Som pårørende er det næsten uudholdeligt, at man ikke kan eller må hjælpe dem man elsker. Din smerte og frustration forstærkes yderligere af, at du ser hvordan din fars hverdag påvirkes negativt. Som mennesker har vi det bedst, hvis vi kan handle og ikke blot være tilskuer. Det er dog her vigtigt at sige, at det du oplever, når du besøger dine forældre, kan opleves anderledes af din far. Han er sammen med din mor i hverdagen, og han oplever måske ikke problemerne lige så stærkt som dig?

I din mail spørger du om det er hendes sclerose der bevirker, at hun reagerer som hun gør. Jeg kender ikke din mor og hendes særlige sygdomsforløb, så det er vanskeligt at svare præcist. Generelt er sclerose en sygdom der påvirker de fleste fysisk, men samtidig kan sclerosen også hos nogen give ændringer i personligheden. Man vil heller ikke kunne sige, at der vil ske en forværring af hendes symptomer, fordi hun ikke tager medicin og/eller modtager hjælp. Her tænker jeg, at det er vigtigt at huske, at hun har haft sygdommen i næsten 40 år, og at hun har klaret et arbejde som folkeskolelærer, indtil hun var i slutningen af 50´erne. Dette kunne indikere, at hendes sygdomsudvikling trods alt er sket meget langsomt hen over årene og forhåbentlig vil fortsætte på denne måde.

Jeg anbefaler altid, at man har en så åben og ærlig dialog med sine nærmeste, som det er muligt. Jeg ved ikke, om du har fortalt dine forældre, hvor smertefuldt det er for dig, og hvordan du oplever, at sclerosen påvirker deres liv negativt. Vi glemmer ofte at fortælle, hvordan vi selv har det, vi vil måske ikke belemre dem – ”jeg er jo den raske”? Det er min erfaring, at dialog med dette udgangspunkt nogen gange kan være nemmere og mere konstruktiv. Du kunne måske vise mit svar til dine forældre og på den måde åbne op for en anden type dialog, der måske kunne føre til ændringer?

Det er vores erfaring, at mange pårørende har behov for og glæde af, at tale med andre om de følelser og tanker man har, når man er pårørende til en med sclerose. Ud fra din mail kan jeg ikke læse om du har søskende, eller om du har andre omkring dig, som du kan dele dine tanker og følelser med. Jeg kan heller ikke læse, hvor meget du føler du kan tale med din far og mor om situationen.
Som medlem af Scleroseforeningen har du, din far og eller mor forskellige mulighed bl.a.:

- Pårørendeaften. Dato og sted bliver opslået i "Lev med sclerose".

- Pårørendekurser over to dage. Dato og sted bliver opslået i "Lev med sclerose".

- Netværket Pårørende grupper. Her kan man søge efter andre ligestillede. Netværket er et sted hvor du kan få eller skabe kontakt til andre, som også har sclerose tæt inde på livet – du kan læse mere om Netværket på Scleroseforeningens hjemmeside

- Psykologtilbud. Som medlem af Scleroseforeningen har man mulighed for at få gratis psykologsamtaler. Man ringer ind til foreningen på hverdage mellem 11-12 på tlf. 3646 3646, så bliver man visiteret til den psykolog der er i nærheden af ens bopæl.

Jeg håber mit svar hjælper dig videre i forhold til den vanskelige situation du beskriver.

Skrevet d. 24 marts 2015