Hvordan måles sygdomsaktivitet

Jeg blev diagnosticeret med attackvis sclerose tidligere på året, og har stadig lidt svært ved at forstå, hvad nogle af de termer der bliver brugt helt præcist dækker over. Jeg vil derfor gerne spørge ind til, hvad "sygdomsaktivitet" er?

Jeg har haft meget sygdomsaktivitet (fremgår det af de tre scanninger, jeg har fået lavet over det sidste halve års tid), men kun to attacker. Min høje grad af sygdomsaktivitet angives som grunden til, at jeg er blevet startet op på Tysabri som første behandling, og virker generelt til at være en bekymring for lægerne. Men jeg har endnu ikke forstået, hvad det er, der er farligt ved sygdomsaktivitet - er det evt. fordi at det kan føre til attacks? Eller har betydning for sygdomsforløbet generelt?

Sygdomsaktivitet ved MS kan vise sig som attakker eller nye plaks på MR skanning. Det er ikke alle nye plaks på MR, der bliver til attakker, men de vidner om, at sygdommen ikke er i ro, og vil med stor sandsynlighed medføre udvikling af attak og skade på nervesystemet på længere sigt. Derfor vil lægerne gerne have, at der både er ro på MR skanningen, og at der ikke er nye attakker, for at du er optimalt behandlet mod din MS. 

Skrevet d. 9 juli 2015