Hvordan kan man hjælpe sin søn
d. 15 august 2013

Jeg er mor til en søn, der fik konstateret sclerose for to år siden.  Han har et godt job på fuld tid. Han har overlevet fyringsrunder på trods af sin sygdom, men jobbet er 80 km fra hans hjem, hvilket forlænger hans arbejdstid med yderligere to timer, men han sætter virkelig en ære i ikke at forsømme. Så i hans sparsomme fritid er han umådelig træt.

Diagnosen sclerose kom naturligvis som et chok for os alle, ikke mindst for min søn. Det er meget svært for os - hans nærmeste familie, fordi han slet ikke vil tale om sin sygdom, men jeg kan se, at han bliver mere og mere indadvendt, og han har også neddroslet sin ellers intense kommunikation med mig.

Han tør heller ikke at stifte familie, for der er ingen, der må blive afhængige af ham, han ser hele tiden billedet af en kørestol for sig. Jeg tror virkeligt, at en psykolog ville kunne hjælpe ham, men det ønsker han ikke. Har I et godt råd? Han har en god ven i sin lillebror, men han kan heller overtale sin storebror til at få psykologhjælp. Jeg føler mig så magtesløs. Hvordan hjælper vi ham bedst muligt?

Der er ingen tvivl om, at det vil være vigtigt for din søn at få forholdt sig til , at han har fået en kronisk sygdom. For han er formentlig præget af både træthed og dystre tanker om fremtiden. Måske har  han også sværere og sværere ved at finde en balance med sygdommen og kæmper for at klare hverdagen på arbejdet, som jeg forstår er et arbejde på fuld tid?

Han er  bange for hvad der sker med ham på sigt, og han bærer på mange angstfulde forestillinger om fremtiden. Og det er disse forestillinger han har brug for at arbejde med - enten alene eller sammen med andre i samme situation.

Jeg er enig med dig i, at en psykolog fra Scleroseforeningen ville kunne hjælpe ham, og jeg tror, at det både ville være en lettelse for ham og  vil styrke ham at få bearbejdet sin situation.

Det er erfaringsmæssigt en stor lettelse at få talt om, hvad sygdommen betyder for ens liv og forestillinger om fremtiden. Lettelsen ligger også i det faktum, at forestillingerne om sygdommen generelt bliver mere realistiske og håbefulde,  når viden og information gør  ængstelige forestillinger om fremtiden mindre.

Men det lyder også som om at han er rigtig bange for at se på sin situation, eller også er han bare for udmattet til at overkomme det. Det er der jo tegn på, for han trækker sig fra kontakt med dig og lillebroderen.

Kunne din søn mon overtales til at tale med andre i samme situation som ham eller med en frivillig, der også har sclerose? I så fald forsøger vi gerne at hjælpe med at finde en.

I Scleroseforeningen i Valby har vi grupper for nydiagnosticerede, som mødes 4 gange sammen med psykologerne. Dette kunne også være en mulighed for ham.

Lokalafdelingerne i Scleroseforeningen tilbyder mange møder og kurser. I efteråret 2013 og foråret 2014 tilbydes der regionale kurser i ”Empowerment” ved Bobby Zachariae. Måske kunne det være en fin måde for ham at forholde sig til sin sygdom på. Du og din søn kan se de mange tilbud på vores hjemmeside.

Din søn kan også indledningsvis blot  ringe uforpligtende til en psykolog i Scleroseforeningen. Vi har telefontid hver dag mellem 11.00-12.00. Hvis dette er vanskeligt pga arbejde, kan vi lave en særaftale om at tale med ham telefonisk på et andet tidspunkt..

Lad mig til sidst minde om, at det også for de pårørende er muligt at få gratis psykologhjælp i Scleroseforeningen. Det kræver blot et familiemedlemskab.

Skrevet d. 15 august 2013