Hvordan kan jeg acceptere min mors sygdom

Jeg er en ung pige midt i 20´erne, og min mor har sclerose. Hun fik konstateret sclerose, da jeg var 10 år, og jeg har i mange år haft en glad, frisk og opmærksom mor, der har taget godt vare på mig og min lillebror. Hun trænede håndbold, løb lange ture, arbejde med børn, lavede mad og var i det hele taget en frisk mor. Hendes sclerose er heldigvis ikke så aggressiv, i den forstand, at hun ikke sidder i kørestol, og kan for det meste selv gå rundt uden hjælp, men hendes kognitive sider er ændret, og jeg har virkelig svært ved at acceptere det. Hun husker enormt dårligt. I en telefonsamtale kan hun spørge om den samme ting 5 gange, og hun glemmer rigtig mange ting. Bla. hvis min bror skal hentes, eller aftaler som hun har, mine venner jeg har fortalt om, og som hun har mødt, kan hun ikke huske.

Hun er også blevet meget mere "pivet", altså der skal ikke lang tids diskussion til, at hun giver sclerosen skylden og lukker i. Hun vil ikke tale om det, og hver gang jeg prøver at få samtalen ind på hendes sygdom, så lukker hun af, og det ender med, at jeg sidder og taler med mig selv. Jeg kan mærke, at det også tager hårdt på min far, som nu både skal stå for rengøring, sit eget arbejde, madlavning osv. Og på min bror, som reagerer ved at blive sur på hende og vrisser. Jeg prøver virkelig at tælle til ti, når hun ikke forstår, hvad jeg fortæller hende, eller når hun spørger for 5. gang om det samme spørgsmål, men jeg kommer også sommetider til at vrisse og lade temperamentet løbe af med mig, og jeg rammes derefter af en sindssyg dårlig samvittighed. Jeg kommer sommetider til at tænke, at jeg ønsker hende død, og det mener jeg selvfølgelig ikke, men det er bare rigtig hårdt, og jeg føler ikke, at jeg kan tillade mig at være ked af det, når hun er så syg.

Jeg vil så gerne kunne gøre hende rask, men det ved jeg, at jeg ikke kan, men hvordan kan jeg så lærer at acceptere det? Jeg græder meget i øjeblikket, og det tager meget af min energi, som jeg burde bruge på mit studie. Jeg skal læse i en anden by langt væk til sommer og er simpelthen så bange for at tage afsted, hvis der pludselig skulle ske hende noget, men samtidig kan jeg også mærke, at jeg virkelig har brug for at komme lidt væk fra det her. Jeg er i mine følelsers vold, og jeg aner ikke, hvordan jeg kommer til det punkt, hvor sygdommen er en naturlig ting i familien. Altså, hvor jeg kan acceptere det bedre. Og skal jeg blive i byen hvor hun er? Hun er kommet på førtidspension, og hun keder sig jo, så hun bruger mig meget. Kan jeg tillade mig at flytte, eller bliver det for svært for hende med sygdommen?

Tak for din mail, hvor du fortæller om den svære situation, som du og hele din familie står i. Det lyder som om, at det har været sådan længe og med din beskrivelse af jeres situation, kan jeg godt forstå, at du synes, at det er svært og ikke helt ved, hvordan du skal tackle og acceptere situationen. Det er meget at skulle blive ved med at rumme din mors sclerose, at hun ændrer sig personlighedsmæssigt og bliver så dårlig kognitivt. Jeg tænker derfor, at det er godt, at du har søgt hjælp og skrevet til os. Vi hører om mange voksne børn af en forælder med sclerose, der med god grund kan have svært ved at håndtere de følelser, som det at have en forælder med sclerose sætter gang i, og som gør sig mange af de samme tanker som dig.

Det er tydeligt, at du har stor medfølelse med din mor, og at du synes, at det er synd for hende og gerne vil hjælpe hende mest muligt. Du beskriver også, at du bliver irriteret og vred på hende, når hun igen ikke kan huske. Det er din gode ret at blive både vred og irriteret, og det er helt okay og normalt både at have medfølelse med din mor og være vred på hende samtidig. Men det er rigtig hårdt at være i, og jeg kan godt forstå, at du kan ønske hende død ind i mellem, og selvfølgelig bliver du ked af det. Det er et stort ansvar, som du tager på dig, når du gerne vil lindre din mors sygdomsforløb. Det er både forståeligt og naturligt for langt de fleste børn uafhængig af deres alder at ville hjælpe deres forældre, men det er også en stor byrde, der kan give en næsten kronisk dårlig samvittighed over ikke at gøre nok, som du også fortæller, at du mærker. Så det er rigtig vigtigt, at der også bliver plads til dit eget liv, der ikke altid skal handle om din mors sygdom. Jeg synes bestemt, at du kan tillade dig at flytte, og jeg er sikker på, at din mor nok skal finde ud af det, uden at du er der for hende hele tiden.

Det er rigtig vigtigt, at du ikke står alene med dine problemer, og at du har nogen, som du kan betro dig til og tale med om problemet. Måske kunne det være din lillebror, som måske også synes, at tingene er svære, en af dine venner, noget familie eller en anden, som du har tillid til. Det kunne også være i en gruppe med andre unge, der har en forælder, der er kronisk syg.
Børn, unge & sorg er et gratis tilbud, som ligger i København, Odense og Århus, og de tilbyder grupper for unge mellem 20 og 28 år, der har en syg forælder. Jeg tænker også, at det kunne være vigtigt, at du får talt med begge dine forældre - måske sammen eller hver for sig - om dine følelser i forhold til hele situationen. Det er vigtigt, at de hører, hvor svært det er for dig, så I bedre kan forstå hinanden. Det kan være svært at tale om disse ting, men måske kan du vise dine forældre dette svar sammen med din mail, så det kunne være en indgangsvinkel til at komme til at tale sammen om det hele. Du har også mulighed for at benytte dig af den gratis psykologrådgivning for medlemmer af Scleroseforeningen, og det kan hele din familie også. Dette gælder også for din far, som du skriver er blevet mere presset, da han nu står mere alene med tingene derhjemme. Psykologrådgivningens telefon er åben hver dag mellem kl. 11 og 12 på tlf. 36 46 36 46, og her har du mulighed for at få samtaler med en af Scleroseforeningens psykologer i dit område.
 

Skrevet d. 17 marts 2015