Hvordan hjælper jeg bedst min søster
d. 11 september 2011

Min søster har for nylig fået at vide at hun har MS. Det er kommet som et chok for os alle i familien, og vi vil gerne hjælpe.
Hun er meget tavs omkring hendes tanker, og hun deler kun sine følelser med sin mand og sin mor. Jeg vil gerne være der for hende, men hvordan kan jeg hjælpe? 

Jeg kan ikke se på jeres hjemmeside, om man også kan være medlem som pårørende?
Kan jeg få hæftet "Livet med MS" på biblioteket?

Jeg ville ønske der er noget jeg kan gøre for hende, alt er så usikkert fordi vi ikke ved hvordan sygdommen udvikler sig. Hvordan forbereder man sig på det?

Tak for din mail, hvor du fortæller om den svære situation, som du og din familie befinder jer i. Jeg kan godt forstå, at I har fået et chok, og det kan være svært pludselig at skulle tackle at have fået en søster, der er syg, som du skal forholde dig til. Du beskriver, at du gerne vil hjælpe hende bedst muligt, og det er meget forståeligt. Jeg tænker, at det er godt, at du har søgt hjælp og skrevet til os, da det må være svært at være dig og kunne overskue og rumme det hele.
Du spørger, hvordan du skal være der for din søster og hjælpe hende. Jeg tænker, at det er en helt normal og forståelig reaktion, som din søster har, hvor hun har valgt at lukke af overfor alle andre end lige hendes mand og mor, da det kan være meget overvældende at få en kronisk sygdom. Det kan være svært for din søster at forholde sig til dette nye vilkår og den usikkerhed, som du også selv nævner, der følger med denne sygdom, og det gælder sådan set for hele jeres familie, da alle bliver påvirket af, at din søster har fået sclerose. Jeg tror ikke, at det er muligt at forberede sig på usikkerheden, men det kan være vigtigt at være bevidst om, at den er en af de sværeste og hårdeste ting, som man psykisk bliver påvirket af i forhold til sygdommen.

Selvom det er hårdt for din søster lige nu, tænker jeg alligevel, at det kunne være vigtigt, at du får talt med hende om dine følelser og tanker i forhold til hele situationen. Jeg kan forstå, at det er svært for din søster at tale med dig om disse ting, men det kunne alligevel være en god indgangsvinkel, da kommunikation kan gøre, at alle parter har mulighed for at forstå hinanden noget bedre. Så hjælpen til din søster kunne være, at du fortæller hende, at du er der, og du kunne spørge hende, hvad hun har brug for fra dig, og om der er noget, du kan gøre for hende udover at lytte til hende, når hun har lyst og måske bliver klar til at dele sine tanker og følelser med dig. Du kan måske vise din søster dette svar sammen med din mail, så dette eventuelt kunne være en indgangsvinkel til at komme til at tale sammen om det hele.

Hvis du/I har brug for mere hjælp til problemerne omkring din søsters sclerose, har du/I som medlem af Scleroseforeningen også mulighed for at benytte jer af den gratis psykologrådgivning, hvor I kan komme sammen eller hver for sig. Psykologrådgivningens telefon er åben hver dag mellem kl. 11 og 12 på tlf. 36 46 36 46, og her har I også mulighed for at blive henvist til en samtale med en af Scleroseforeningens psykologer i jeres område. Du har også mulighed for at gøre brug af dette tilbud, hvis du oplever, at det stadig er svært at håndtere.

I forhold til at være medlem af Scleroseforeningen kan man sagtens være medlem som pårørende, og det er også relevant i forhold til, at vi har både kurser og foredrag, der er direkte rettet mod pårørende, og det er som før nævnt også muligt for pårørende at benytte både vores gratis psykologrådgivning og socialrådgiverordning.

Det er desværre ikke muligt at få vores brochurer og materiale på biblioteket, men hvis du melder dig ind, vil du få tilsendt alle disse ting helt automatisk.
Du kan også ringe på vores hovednummer 36 46 36 46 og bede om at få specifikke brochurer tilsendt.

Skrevet d. 11 september 2011