Hvordan gives en god hjælp
d. 22 november 2009

Jeg er ansat som personlig hjælper for en kvinde på 40 år. Hun er nået dertil, hvor hun ikke kan bruge sine ben ret meget (det bliver kun til en tur ud til postkassen). Hun kan desuden ikke se ret meget, hendes følelser i hænderne er næsten væk, hun kan ikke styre sin vandladning og hun kan ikke huske ret godt.

Mit problem er at hun, trods at sclerosen er så fremskreden, stadig lever i fornægtelse. Vi var på hospitalet, hvor de gjorde opmærksom på at hendes synsproblemer højst sansynlig skyldes betændelse på synsnerven, og da dette er sket for omkring 15-20 år siden kan der ikke gøres noget. En læge har sagt at det måske er grøn stær, og hun vil ikke erkende at det ikke bliver bedre: sclerosen angriber i øjeblikket hurtigt og alligevel holder hun fast i at hun nok skal blive rask.



Der sker tit at hun falder, fordi hun ikke selv kan klare det, og hvis jeg forsøger at hjælpe hende beskylder hun mig for, at jeg kun vil umyndiggøre hende. Hun har ydermere utrolig store problemer med at komme over sin ex-kæreste, som nu har forældremyndigheden over deres datter. Der går ikke en dag uden at han bliver nævnt, og det er ikke muligt for hende at sende ham en mail, uden at det er negativt.



Hvordan kan jeg som hjælper gøre noget? Hvordan kam jeg bedst hjælpe og støtte hende?

Den scleroseramte kvinde, som du er hjælper for, lyder til at være meget hårdt ramt. Sandsynligvis har hun også fået skader i hjernen, som medfører at hendes personlighed og væremåde er ændret. Hendes dømmekraft er blevet mere usikker og hun har svært ved at erkende omfanget af sine vanskeligheder. Derfor bliver hun i visse tilfælde urealistisk.

Den manglende indsigt i egne symptomer, og de tilsyneladende urealistiske håb om bedring, som du beskriver, at hun har, tror jeg skyldes de såkaldte kognitive forandringer i hjernen, det vil sige blandt andet hendes evne til at tænke abstrakt og sammenhængende, at skaffe sig overblik og se konsekvenserne af sine handlinger. Der kan dog også (tillige) være tale om fornægtelse, det vil sige en psykologisk forsvarsmekanisme, der tjener til at beskytte psyken mod det ubærlige og den hårde realitet.

Det vil altid være sværere at få en gensidighed i samarbejdsrelationen i sådanne tilfælde, hvor brugeren ikke kan eller ikke ønsker at erkende problemerne. Dit dilemma som professionel hjælper, er at du på den ene side skal lade brugeren definere hvilken hjælp hun gerne vil have, det vil sige lade hende bevare sin selvstændighed og autonomi. På den anden side kan eller skal du jo ikke se passivt til, når der helt konkret er fare på færde - der bliver du nødt til at sætte dig igennem.

jeg tror dog at det er vigtigt at gøre sig klart, at man som hjælper ikke kan eller skal gå ind i det mere personlige felt, selvom man tror det ville gavne personen med mere erkendelse. Man skal forblive på en passende professionel afstand, hvor det er brugeren, der tager føringen. Ellers vil mange brugere føle at de får overskredet deres personlige grænse, og føle sig truet på deres selvstændighed.

Jeg mener altså ikke at du skal gå ind på at tale om, endsige vejlede, mere personlige forhold, ej heller hvad hun skriver til sin tidligere kæreste og lignende. Hvis du bliver spurgt direkte, kan du naturligvis støtte hende ved at reflektere over konsekvensen af hendes væremåde, men det ligger efter min vurdering på kanten af hjælperens opgave. Det hører mere til under en personlig rådgiver.

Det er bestemt ikke nogen let balance, og det er centralt at der i hjælper-bruger forholdet er en gensidig respekt og en forventningsafstemning som grundlag for opgaven. At miste sin uafhængighed, er noget de fleste frygter og ”hader”. At få hjælp bliver en nødvendighed, og for nogle et nødvendigt onde. Derfor kommer de nogle gange til at lade deres frustration gå ud over hjælperen. Her er det vigtigt at bruge sit professionelle ”skjold” og forstå de bagvedliggende mekanismer, så man tåler afvisning og ikke tager vreden som direkte personlig rettet.

Det ville være gavnligt at de svære opgaver, som mange hjælpere har, understøttes af arbejdsgiveren, gennem tilbud om supervision - for I er mange, der arbejder i et felt, som er personligt meget krævende og ansvarsfuldt.

Marianne Nabe-Nielsen, psykolog

Skrevet d. 22 november 2009