Hvordan fortæller jeg min datter, at jeg har CIS

Jeg fik for nyligt stillet diagnosen CIS. Jeg har rigtig svært ved at acceptere denne diagnose, da jeg altid har været rask og ikke fejlet noget før. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få fortalt min 6 årige datter, at jeg har fået denne diagnose.

Mit spørgsmål er hvordan jeg kan blive bedre til at acceptere denne diagnose, og hvordan jeg bedst får fortalt min datter dette?

Du skriver, at du for nylig har fået stillet diagnosen CIS, som betegnes som et klinisk isoleret syndrom. Jeg går derfor ud fra, at du har haft et enkelt attak eller et tilfælde af symptomer.

Det er oftest en voldsom oplevelse at få en diagnose, især når man, som du skriver, aldrig har fejlet noget før. Det giver mange tanker om livet - hvordan det har været og måske angsten for, at sygdommen i fremtiden vil udvikle sig. De fleste oplever den første tid med en diagnose som en tid præget af krisereaktioner som f. eks tristhed, angst, tankemylder og følelser, der kan opleves som både forvirrende og modstridende. Det påvirker både den, der rammes af sygdom, men også dem, der er tæt på personen.

Du skriver ikke så meget i din mail om din situation udover, at du har fået diagnosen CIS, og det, at du har en datter på 6. I forhold til din datter, er børn jo meget følsomme og ofte mere opmærksomme på forandringer i familien og hos forældrene, end vi egentlig tror. Derfor kan din datter måske også fornemme på dig, at du ikke er helt, ”som du plejer”. Jeg ved ikke om, der også er nogle synlige tegn på din sygdom, da du ikke skriver noget om, hvordan du mærker sygdommen. Men det er meget forskelligt, hvordan og hvornår forældre synes, at det er tidspunktet at fortælle deres børn om deres sygdom. Det vigtigste er, at din datter kun får den mængde information, som hun kan rumme. Når man er 6 år gammel, kan man ikke forstå lange forklaringer om en sygdom, eller hvad sådan en sygdom er. Så det vil være vigtigt, at du sætter nogle ord på, som hun kan forholde sig til og forstå.  Desuden er det vigtigt, at din datter forstår, at det ikke er hendes skyld, hvis far nogle gange bliver sur eller ked af det, men at det er på grund af sygdommen eller f.eks ”den arm, far har, der driller”. Børn kan let tro, at det er noget, de gør, som gør forældrene kede af det eller vrede.

Ligeledes er det vigtigt, hvis du vælger at fortælle din datter om sygdommen, at du lader hende vide, at det er OK, at hun kommer til dig og spørger, hvis hun har nogle spørgsmål eller bekymringer. På den måde vil hun kunne være tryg i forhold til at sætte ord på det, hun evt. kan få af følelser, angst eller tanker om det, far fejler. Hvis du har behov for en uddybende snak, er du meget velkommen til at henvende dig i psykologernes telefontid på hverdage mellem 11-12  på tlf. 36 46 36 46, hvor der altid er en psykolog ved røret.

Skrevet d. 13 marts 2013