Hvordan får jeg overskud til at lave mere derhjemme
d. 20 februar 2011

Jeg er på efterløn, men må hjælpe min hustru (som er på fuld tid) med arbejde, da hun efterhånden har overbevist mig om at hun har det hårdere end jeg - da jeg jo ikke har noget job og alligevel ikke får lavet alt det jeg skal lave hjemme.

Jeg får ikke lavet byggeriet, haven, bilen eller husholdningen, som jo ellers er naturligt når man "bare" går hjemme. Så jeg er i hvert fald ikke træt af alle de ting jeg (ikke) laver hjemme. Jeg prøver, men er håbløst bagud.

Vi har talt lidt om tingerne og jeg er, som sagt, blevet overbevist om at, uanset hvor jeg har ondt, så har hun det meget værre. Så jeg er jo nødt til at hjælpe til, hvis hun skal bevare jobbet. Jeg sover trods alt næsten op til 6-7 timer i snit hver dag.

Derfor: Hvordan kan jeg restituere hurtigt, så jeg kan vågne frisk og veludhvilet og få mig taget sammen til at nå det hele og ikke føle mig så doven?

Det er lidt svært at rådgive dig, da du ikke beskriver, hvordan du er påvirket af din sclerose. Du beskriver, at du har ondt, men blandt andet ikke hvor. Du har svært ved at tage dig sammen, men det behøver ikke blot være relateret til at have sclerose. Derfor er dette et mere generelt svar i forhold til udtrætning og restitution.

Når man har sclerose er man længere tid om at restituere. Derfor er en god nattesøvn vigtig, men rigtig mange har også behov for at hvile i løbet af dagen. Det kan være i ½ - 1 time, hvor du lægger dig ned og slapper af i hoved og krop. På denne måde får hjernen, der ofte er på overarbejde på grund af sclerosen, en pause der gør, at du vil føle dig mere frisk og have mere fysisk og psykisk energi til tingene bagefter.

Hvis du derimod bare knokler på og presser dig langt ud over dine grænser, vil du ofte føle dig mere træt dagen efter. Så prøv at bygge 1 eller 2 pauser ind i løbet af dagen.

Det lyder også som om, at du har dårlig samvittighed over de ting du ikke når (byggeri, haven, bilen og husholdningen). Men måske spænder du også buen for hårdt? Hvis der er så mange ting man skal og gerne vil nå, kan man blive helt træt på forhånd og det kan være svært at vide, hvor man skal begynde.

Derfor: Sæt dig færre mål og beslut hvornår du skal gøre det, i forhold til hvornår på dagen du normalt har flest kræfter. Prioriter, sammen med din kone, hvad der aflaster hende bedst.

Hvis det for eksempel er indkøb og rengøring, så gør følgende: Du/I laver en liste over det der skal handles ind. Du handler ind om formiddagen, slapper af, og om eftermiddagen klarer du noget af rengøringen, for eksemempel badeværelset eller mere.

På den måde laver du en plan for din "arbejdsdag".

Vær realistisk, for så bliver det ofte en succes - til gavn for jer begge.

Held og lykke med det.

Skrevet d. 20 februar 2011