Hvordan får jeg hjælp til mit barn
d. 22 november 2009

Jeg er en mand på snart 41 år, som har været diagnostiseret i 3 år. Jeg vil gerne høre, til hvem/hvor man kan henvende sig, hvis man har brug for hjælp sine børn?

Mit forhold til specielt min søn på 14 år er ikke særlig godt (hvilket jeg er ved at være overbevist om, i høj grad skyldes min sygdom) og han har faktisk selv ønsket at vi taler med en professionel, om hvilke ting der kan hjælpe på vores forhold, hvordan vi får bedre kommunikation osv.

For det første vil jeg anføre, at det er rigtig vigtigt, at din søn får den hjælp og støtte han har brug for. Dels er han jo 14 år og som sådan kommer der tit nogle reaktioner, som man som forælder ikke forventede: Man glemmer måske, at ens barn nu er i puberteten og derfor gør nogle oprør mod de voksne. Dertil kommer så, at han sikkert i denne reaktion også har han skal gøre op, i forhold til sin fars sygdom.

Man kan som forælder, af og til, synes, at man må være for barnet at tale med, men sådan er det bestemt ikke altid. Baggrunden for dette er især, at børn synes, at forældrene er for tæt på til at snakke med om de helt nære ting. Samt, at det måske netop er noget om forældrene de har brug for at snakke igennem.

Derfor er der en god pointe i, at din søn skal have mulighed for at få hjælp - så at sige . Her er der flere muligheder:

Du kan henvende dig til din kommunes PPR for at få en psykolog til at tale med din søn. Du kan eventuelt også få hjælp gennem jeres socialforvaltning. Endvidere er der mulighed for at få en henvisning gennem din læge, så han kan få samtaler med en psykolog.

Hvor de to første forslag er gratis for dig, er der til sidstenævnte forbundet en vis egenbetaling på ca. 300 kr. pr. gang.

Derudover kan du henvende dig til en privatpraktiserende psykolog helt uden om alle systemerne, men her er der dog fuld egenbetaling på ca. 800 kr. pr. gang.

Endelig var det måske en god idé om du tog telefonisk kontakt til Scleroseforeningens psykologer.

Skrevet d. 22 november 2009