Hvilken slags fysioterapi skal jeg bede om
d. 22 november 2009

Jeg er i tvivl om hvilken slags fysioterapi jeg skal bede om.

Førhen fik jeg akupunktur men det er jeg holdt op med, da jeg ikke synes det har nogen virkning. I øjeblikket bliver min nakke behandlet.

Jeg trækker på venstre ben, hvorfor jeg desuden tænker på om min fysioterapeut ikke kan lave nogen strækøvelser?

Den fysioterapeutiske behandling du modtager, fastlægges ud fra en undersøgelse og vurdering af dine specifikke behov.

Hvorvidt du får den mest relevante behandling kan jeg ikke vurdere, men akupunktur gives ofte for at mindske spasticitet og din nakkebehandling er sikkert besluttet ud fra, at du har problemer med denne.

Hvis du oplever, at det at du trækker på benet, er det der generer dig mest, vil jeg anbefale dig at spørge din fysioterapeut, hvad I kan gøre for at mindske disse gener.

Efter min erfaring er strækøvelser rigtig gode til at få musklerne til at slappe af. Strækøvelser 1 eller 2 gange om ugen vil dog ikke være nok - det skal gerne være dagligt. Så spørg, om du kan få nogle øvelser, som du kan lave hjemme og drøft med vedkommende om det skal suppleres med at han strækker dig ud 1 x ugentlig. Det kan være godt at få en anden til at gøre det af og til, da vi fysioterapeuter nok strækker lidt grundigere.

Spørg også gerne din fysioterapeut hvad hans mål med behandlingen er, så I får det stemt af med hinanden.

Held og lykke med det.

Skrevet d. 22 november 2009