Hvilken méngrad
d. 4 marts 2010

Du har tidligere hjulpet mig med et godt svar, så derfor skriver jeg til dig endnu en gang. Jeg har nu hørt fra min forsikring, efter jeg skrev til dem at jeg ikke kunne forstå, at de vurderede mig til at have en méngrad på under 5%.

De har så efterfølgende skrevet til mig, at de har kigget på min sag igen, hvorpå de så har tilbudt mig 10% acontoudbetaling, svarende til 20.000 kroner - forsikringen er altså på i alt 200.000 kroner hvis man har 100% mén.

Mit spørgsmål er: Skal jeg acceptere dette tilbud om 10% udbetaling, eller lukker jeg af for mere, ved at gøre det? De skriver, at de vil indhente nyt lægeligt materiale omkring den 1. april. De har sendt et brev med, som jeg skal underskrive hvis jeg vil godtage 10% acontoudbetaling.

De giver mig ikke en begrundelse, for hvorfor de kun giver mig 10%

Så længe der er tale om en acontobetaling risikerer du ikke noget, ved at tage imod denne.

Til forsikringsselskabets forsvar skal det siges, at det er svært at afgøre en méngrad. Der er tale om en lang proces, men det lyder til at der løbende følges op på udviklingen. En begrundelse synes jeg dog godt du kan forvente, så prøv at kontakte dem for en uddybende kommentar.

Skrevet d. 4 marts 2010