Hvilken cykel skal jeg vælge
d. 17 december 2009

Nu hvor jeg efterhånden er blevet permanent kørestolsbruger, får jeg bevæget mig alt for lidt, hvorfor jeg har brug for kredsløbstræning. Dette ville jeg gøre noget ved, ved at investere i en motionscykel som kan bruges fra kørestolen.

Her har jeg set mig lun på en Lemco B fit mini, da den har en praktisk størrelse. Mit spørgsmål er nu: Er den god nok til mig, eller må jeg tage springet og købe en stor cykel med hjælpemotor?

eg sidder som sagt meget, men kan dog slæbe mig afsted med rollator 30-40 meter (hvilket jeg gør hver dag og vil prøve at forsætte med). Jeg er ikke meget belastet af spasmer. Jeg træner desuden styrke i benene, ved gentagende at rejse og sætte mig i kørestolen.

Det er et rigtig godt spørgsmål, for det er vigtigt for dig at gøre det rigtige valg.

En 3-hjulet cykel med el-motor syntes jeg kræver, at man kan komme op på den uden hjælp (de findes blandt andet med lav indstigning). Du vil sikkert også have behov for et spænde over anklerne, for at være sikket på, at dine fødder bliver på pedalerne. Overvej, om du selv kan klare at få fødderne i disse.

Fordelen ved en 3-hjulet cykel er, at man ikke skal anvende kræfter på at holde balancen og hjælpemotoren hjælper så til, så man kun behøver et let tråd.

Spørgsmålet er, hvor langt du kan cykle, når du kommer op på cyklen? Du skal vurdere om det er anstrengelserne værd i forhold til det, det kræver, at komme op og ned af cyklen, set i forhold til hvor langt du så kan cykle.

Prismæssigt tror jeg du nærmer dig 20.000,- for, for eksempel, Nihola med hjælpemotor.

Lemco B fit mini virker, som en handy lille model, hvor fødderne kan sidde godt fast på pedalerne. Jeg tror det er et udmærket hjælpemiddel set i forhold til funktion, pris og størrelse. Den vil kunne give dig kredsløbstræning i benene og du kan benytte den, når som helst. Det vil være et fint supplement til dine gode øvelser, hvor du rejser og sætter dig i kørestolen.

Et tredje alternativ, er Lemco Combi Bike, som giver endnu mere kredsløbstræning, da den involverer både arme og ben. Dog er den meget stor og prisen er sikkert ikke lav.

Skrevet d. 17 december 2009