Hvilken behandling skal jeg vælge
d. 31 juli 2011

Jeg er blevet tilbudt medicinsk behandling i form af enten Avonex, Betaferon/Extavia, Rebif eller Copaxone, men jeg er i syv sind om hvilken en jeg skal vælge - hvis jeg skal vælge!

Lægerne lader det være op til mig at bestemme, og det er meget svært, når jeg ikke kender noget til nogle af præparaterne og, i det hele taget, ikke er meget til medicin. De har fortalt mig, hvordan de forskellige typer medicin skal tages, men udover det, kan de ikke sige, hvad der vil være bedst for mig og hvad forskellen er?

Det skal nævnes jeg fik diagnosen i 2007 og har ikke taget imod medicin endnu. Nu har jeg imidlertid behov for at gøre et eller andet, da alting bliver mere besværligy og min gang er elendig.

Mit spørgsmål lyder på, om det er gavnligt/skadeligt med en af ovennævnte typer medicin efter stamcellebehandling, og om det vil have en virkning? Eller skal der noget helt andet til?

Alle de nævnte præparater skal tages som indsprøjtning og reducerer antallet af nye sygdomsangreb med ca. 30% ved attakvis sclerose, som jeg må formode at du har, siden at du er blevet tilbudt at vælge blandt præparaterne.

 

Vi har en landsdækkende skriftlig patientinformation i regi af Dansk Multipel Sclerose Gruppe med en speciallæge fra hver scleroseklinik repræsenteret. Jeg må formode at du har fået denne patientinformation udleveret?

 

Der er ikke den store forskel på effekt og heller ikke på bivirkninger mellem præparaterne, udover at Copaxone ikke giver influenzalignende bivirkninger, hvilket de øvrige præprater, alle af typen interferoner, gør. Til gengæld kan Copaxone, som skal tages dagligt, medføre kortvarige tilfælde af åndenød, som er sjældne og uforklarede, men som i udgangspunktet er uskadelige. Det ses ikke ved interferonpræparaterne. Rebif kan fås i 2 doseringer med tegn på lidt bedre effekt på nogle parametre ved brug af højeste dosering.

 

I og med du har fået tilbudt behandling må det tilrådes at tage imod tilbuddet, da medicinen som nævnt har en attakforebyggende effekt og desuden medfører udvikling af færre nye læsioner i hjernen over en kortere årrække. Medicinen virker ved at "modulere" immunsystemet i en gunstig retning ved, populært sagt, at "fremelske" de gode celler og undertrykke de dårlige celler.

 

Det er formentlig uden betydning at du har fået føtale stamceller.

 

Jeg foreslår at du snarest muligt, kontakter din scleroseklinik og får en tid til opstart af en af de nævnte præparater. På scleroseklinikken kan de forklare dig endnu en gang hvad fordele og ulemper ved de enkelte præparater er.

Skrevet d. 31 juli 2011