Hvilke tilskud
d. 22 november 2009

Jeg har haft sclerose, i hvert fald, siden 1994. Jeg har levet usundt i mange år og er derfor overvægtig (det meste sidder midt på maven). Jeg er 35 og har 2 børn, på 6 år og 1 år. Jeg er 172 cm høj og vejer nu omkring 84 kg - har tabt mig fra 91 kg, hvilket jeg vejede sidst i april.

Jeg har læst bøgerne og . Herfra plukker jeg det jeg kan bruge og prøver at udelukke sukker, gluten og mælk fra vores kost.

Det er svært, hvilket betyder at vi da også stadig får disse ting - dog meget mindre end før vi fik fokus på det.

Desuden spiser vores søn, på 6 år, og jeg Eye Q.

Netop olier, vitaminer og alt det der, er noget en jungle: Skal det være flydende eller piller? Hvilke skal vi have? Vil du desuden anbefale en test?

Jeg har læst, at de "almindelige" vitaminer ikke indeholde nok af det man skal bruge. Når vi ikke drikker mælk, betyder det så, at vi skal have mælkesyrebaktier eller andet?

Er der ellers noget du vil anbefale eller råde os/mig til?

Det lyder dejligt, at du ved eget initiativ har kunnet ændre livsstil og tabe dig.

Det jeg læser, ud af det du skriver, er at I spiser meget sundere end før og at sukker, glutenholdige kornsorter og mælk udgør en meget mindre andel end tidligere. Det er jo netop et forsøg værd at udelukke fødevarer, som ved overdreven brug generer mange i det daglige.

Flydende olie optages sandsynligvis bedre, idet kapslen ikke først skal opløses. Men hvis flydende olie betyder, at man ikke har lyst til at benytte olien og derfor ikke tager den, så er det jo bedre med kapsler, som tages.

Eye q er et udmærket produkt og jeg vil antage, at du også kan mærke, at du får olien? Ud over olien, går jeg ud fra, at du spiser fede fisk, som kan supplere med omega 3 fedtsyrer.

Med hensyn til vitaminer, vil jeg foreslå, du får undersøgt folinsyre, cobalamin og homocystein, ved en blodprøve via egen læge eller neurologisk klinik.

Det er det normalt en god ide at supplere med alle B-vitaminerne, i for eksempel en Balanceret Mega B Stress fra Solaray. Denne er ikke så højtdoseret, men letoptagelig og kan være et fint udgangspunkt inden blodprøverne foreligger, hvorefter niveauet kan korrigeres.

Med MS-diagnosen vil jeg foreslå dig at få kontrolleret dit D-vitaminniveau. Du skal undersøges for D-vitamin (25-hydroxyvitaminD) D3 eller 25-OH-D.

Det optimale niveau diskuteres, men det skal, også af hensyn til knoglesundhed, ligger over 80 nmol/l året rundt. Mange mener, at niveauet skal ligge på 100 nmol/l for scleroseramte.

Hvis du har været meget i solen denne sommer, ligger det sandsynligvis i det optimale niveau, men dette niveau skal så holdes året rundt, også når sollyset ikke kan supplere med D-vitamin. I denne periode skal D-vitamin hentes fra fede fisk og tilskud i sammenhæng med kalk og magnesium.

Mangel på D-vitamin giver muskelsvaghed og træthed, som kan forveksles med sclerosetræthed.

Du kunne, som udgangspunkt, benytte 3 stk Calcium:Magnesium citrat med vitamin D. Det betyder at du får 500 mg kalk, 500 mg magnesium og knap 5 mcg vitamin D. Citratforbindelser er letoptagelige.

Derudover vil jeg foreslå, du vælger en multivitaminmineraltablet. Der er flere muligheder, men det kunne, for eksempel, være Spectro uden jern fra Solaray. Den forhandles hos Matas og helsekostbutikker.

Med hensyn til mælkesyrebakterier, forholder det sig sådan, at hvis du spiser en varieret kost med mange fibre fra frugt, grønt, frø og kerner, samt, i dette tilfælde, glutenfrit korn, vil du give næring til mælkesyrebakterierne i tarmen, idet mælkesyrebakterierne lever af kostfibrene.

Når du samtidig reducerer fødevarer du tilsyneladende ikke så godt tåler, inklusiv sukker, giver det også bedre vilkår for de gavnlige mælkesyrebakterier.

I perioder kan man naturligvis godt supplere med tilskud, hvis afføringen er ildelugtende eller hvis man lider af træg mave. Ved sund kost vil en balance med mange mælkesyrebakterier i tarmen dog, i reglen, indfinde sig.

Lad dette være udgangspunktet og gør en større status, for eksempel hvert halve år - eventuelt med nye blodprøver - og i øvrigt over hvordan du har det.

Vær derudover opmærksom på, at der altid er flere løsningsmuligheder - også til at opnå det samme resultat.

Skrevet d. 22 november 2009