Hvilke forsikringer skal jeg tegne for at være godt forsikret hvis jeg får sclerose
d. 22 november 2009

Jeg har dags datolæst en artikel i Berlingske Tidende der fastsætter sandsynligheden for at få sclerose, hvis ens forældre har sygdommen. Min mor har haft sclerose i over 20 år så jeg ved, at jeg er i risikogruppen og har 1/50 chance for at få sygdommen. Dog har jeg ikke haft nogen symptomer endnu.

Jeg er studerende på min cand.merc, men ønsker at læse jura med start september 2008. Jeg vil derfor have 5 år til jeg kan blive fastansat, men arbejder pt. og vil fortsætte med dette under de nye studier, som studerende på deltid.



Jeg er meget opmærksom på forsikringer og ønsker derfor at blive rådgivet til hvilke forsikringer jeg kan tegne - vel og mærket så jeg er bedst muligt forsikret, hvis jeg får sygdommen. Jeg ved ikke, om jeg kan "kræve" at få en sundhedsforsikring som studerende på min arbejdsplads, som jeg har hørt skal være den bedst dækkende?

Jeg har gennem min bank tegnet en gruppeinvaliderenteforsikring, men hvilke forsikringer kan du ellers anbefale mig?

Det er dejligt at du er på forkant med tingene - alt for mange glemmer det indtil det er for sent. Du kan ikke kræve at få en sundhedssikring, men det er en god forsikring at tegne. Opstillet lidt skematisk er følgende dækninger væsentlige at have gennem livet:

Sundhedssikring: Dækker typisk behandlinger, operationer på privathospitaler, kiropraktik, fysioterapi og psykologhjælp.

Invaliderente/tab af erhvervsevneforsikring: Dækker med et beløb eller en %-del af en løn som en løbende udbetaling, såfremt man mister evnen til at arbejde. Dette er den absolut vigtigste forsikring, da denne sikrer ens indtægt gennem livet oveni det man kan få fra det offentlige. Dækningen kan maksimalt lyde på 80% af ens løn, dog med et fast beløb ved små indtægter. Da jeg kan forstå du læser, er økonomien jo ikke på nuværende tidspunkt som den vil være efter endt uddannelse.

Nu ved jeg ikke hvad din nuværende gruppeinvaliderente lyder på, men jeg kan fortælle at den maksimale førtidspension som enlig ligger på ca. 180.000 kr. om året,og på 150.000 kr. om året hvis man er gift eller samlevende.

Kritisk Sygdoms Forsikring: Dækker med et engangsbeløb typisk mellem 50.000 - 500.000 kr. hvis man rammes af en alvorlig sygdom. Der er en liste med 25 sygdomme, herunder sclerose.

Livsforsikring: Dækker med en engangs/løbende udbetaling til de efterladte hvis man dør før et aftalt udløb af forsikringen, typisk inden 60, 65 eller 67 år. Det er muligt at du ikke har nogle forpligtelser i form af mand og børn, men den kan ikke tegnes efter at sclerose er konstateret.

Dette er de vigtigste dækninger at have, men en ulykkesforsikring kan også være svær at tegne hvis man er syg.

Skrevet d. 22 november 2009