Hvem skal give mig phenytoin
d. 31 oktober 2016

Jeg har via min neurolog - til den årlige samtale - fået en seddel med et stempel og et håndskrevet navn, og deraf fået udskrevet Gabapentin af min praktiserende læge, desværre uden effekt. Jeg har nu foreslået min læge at forsøge et andet produkt, nemlig Phenytoin bl.a. pga. forskning i sclerose, som viser at netop Phenytoin, måske kan minimere nerveskader. Min læge oplyser dog, at selvom hun gerne vil - og iøvrigt synes at de nye forskningsresultater er spændende - så må hun ikke udskrive anden medicin, end det som min neurolog anbefaler.

Jeg har nogle typiske MS symptomer som muligvis kan medicineres. Det er volsomt frustrerende at gå i halve år med gener, som måske kan dulmes, men ingen kan skrive recept. Der er ikke tid til at spørge om alle mine symptomer og evt. medicin ved den årlige neurolog samtale. Hvem kan udskrive scleroserelateret medicin?

Visse typer MS medicin kan kun MS neurologer udskrive. Det er al sygdomsdæmpende immunbehandling, f.eks. Avonex, Gilenya, Aubagio m.m., men også symptombehandling som Marinol og Sativex. Al anden symptombehandling, f.eks. smertebehandling som Gabapentin, og antispastisk medicin som Baklofen, kan alle læger principielt udskrive, men selve igangsættelsen af behandlingen, dvs. udvælgelsen af den rette behandling til det aktuelle symptom, skal sædvanligvis ske på specialistniveau. I dit tilfælde vil det sige, at din MS neurolog skal mene, at Phenytoin er et rigtigt valg til dine smerter og skal starte behandlingen, finde den rigtige dosis, se at det virker, og at du ikke har uhensigtsmæssige bivirkninger. Herefter kan din egen læge evt. fortsætte behandlingen. Du kan således ikke forvente, at din praktiserende læge kan give dig behandling med Phenytoin, før din MS neurolog har været ind over.

Skrevet d. 31 oktober 2016